Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Christian V, 1646—99
Af E. Holm
Christian V var Søn af Frederik III og Sophie Amalie, Prinsesse af Brunsvig-Lyneborg [Braunschweig-Lüneburg].
Han var født 15. April 1646. Som Kronprins modtog han paa sin Faders Vegne Arvehyldingen af de norske
Stænder i Christiania 5. Avg. 1661. Snart efter rejste han udenlands fra 29. Maj 1662 til 16. Avg. 1663, i det han til
Rejseledsager havde sin Hofmester Christoffer Parsberg. Rejsen gik over Holland til England, Frankrig og tilbage
igjennem Tyskland. Han, den unge Arving til en Enevoldstrone, havde paa denne Rejse rig Lejlighed til at se
Enevælden i al dens Herlighed ved Ludvig XIV's Hof. Derimod kom han som Kronprins ikke til at tage Del i
Regeringssagerne, selv om det siden 1664 var ham tilladt at overvære Forhandlingerne i Statskollegiet. Først kort
Tid førend han blev Konge, blev han taget med i Konseillet og i Højesteret. Det var, medens han var Kronprins, at
han (25. Juni 1667) ægtede Charlotte Amalie [...]. Konge blev han ved Faderens Død 9. Febr. 1670, og han var
den første, der besteg Tronen som Enevoldskonge. Derfor blev der ogsaa ved hans Kroning indført et nyt
Ceremoniel og nye Regalier.
C. havde visse Egenskaber, der gjorde ham vel skikket til at vinde den Folkeyndest, som for den unge Enevælde
maatte have stor Betydning. Uagtet han nærmest maa siges at have været en styg Mand, gav hans Dygtighed i
ridderlige Idrætter ham en ydre heldig Optræden, naar han færdedes i det frie. Faa kunde overgaa ham i
Ridefærdighed, som han gav Folk rig Lejlighed til at beundre ved de prægtige Karousselridt, han jævnlig lod finde
Sted i Kjøbenhavn. Det var ogsaa vel kjendt, at han havde stor personlig Tapperhed og forstod at bruge en
Pallask saa godt som nogen i hans Garde. Men vigtigere var det milde, venlige, der var ved hans Personlighed.
Man vidste at fortælle Træk af Godmodighed og Velgjørenhed fra hans Side, snart imod Soldaterne, snart imod
andre af hans Undersaatter. Det er som et Vidnesbyrd om, hvor godt derfor Forholdet blev imellem ham og det
kjøbenhavnske Borgerskab, senere blevet fortalt, at tit, naar han red igjennem Gaderne, stode Borgerne ved de
aabne Vinduer med Glas i Haanden og drak hans Skaal. Ogsaa i Norge forstod han under sin Rejse der i Landet
(1685) at vinde Stemningen saaledes for sig, at hans Minde var elsket deroppe endnu højt op i det 18.
Aarhundrede.
Regeringskollegiernes Aktstykker og Protokoller stadfæste Rigtigheden af det Billede, Overleveringen har
fastslaaet af C. som den venlige, godmodige Mand. Næsten aldrig træffer man et Andragende om Eftergivelse af
en eller anden Skatterestance eller af Gjæld til Staten, uden at han bevilgede det, lige godt, hvad enten det kom
fra Godsejere, Bønder eller Enker, Kommuner eller Stiftelser. Det var ham, synes det, umuligt at sige Nej til dem,
der henvendte sig til hans gode Hjærte. Rentekammeret kunde længe nok fraraade slige Eftergivelser, han tilstod
dem alligevel. Og naar han jævnlig er bleven fremstillet som en Mand, tysk af Tale og Tænkesæt, der som
saadan stod sit danske og norske Folk fjærn, da har det vist sig, at her vare Sigtelserne i høj Grad uhjemlede.
Han var fra Barn opdraget til at tale Dansk, han har baade for det meste skrevet sine Dagbøger paa Dansk, og
det er i dette Sprog, han i sine Testamenter har rettet Formaninger til sine Efterfølgere. Med ikke mindre Uret har
man stemplet ham som særlig Adelskonge. Ikke blot Griffenfeld, men adskillige andre af hans vigtigste
Embedsmænd vare af borgerlig Byrd, og han formanede udtrykkelig sine Efterfølgere til ikke »at binde Bestillinger
og Charger til adelig Naissance, Blod og Byrd«, men at aabne Vejen til dem for alle tro Undersaatter »efter
Meriter og Kapaciteter«.
Kong C. havde fra sin Fader arvet høje Tanker om, hvilket »uskatteligt« Klenodie Enevoldsmagten var, og han
indskærpede i sine saakaldte Testamenter sine Arvesuccessorer nøje at vaage derover og derfor at holde Mænd
af den gamle danske Adel borte fra forskjellige Stillinger; men han saa ikke paa Enevælden som blot et gode, han
havde ogsaa høje Tanker om det Arbejde, den krævede af ham selv. Herved tænkes ikke paa hans Deltagelse i
Feltlivet under den skaanske Krig eller, naar han holdt Øvelser med Soldater. Krigersk Sysselsættelse og
Soldaterexercits vare for hin Tids Fyrster kun alt for tit en Yndlingssport. Men det har Værd at se hans Arbejde
med den daglige Statsstyrelse. Ingen kan gjennemgaa hans Dagregistre eller de haandskrevne Optegnelser af
ham, der endnu haves, uden at faa Indtryk af, at baade de udenrigske, militære og finansielle Sager optoge ham
stærkt. I flere Aar har han omtrent Dag for Dag ført Bog over, hvilke Overvejelser han havde taget Del i, og hvilke
Beslutninger han havde truffet, snart om den ene, snart om den anden Sag paa disse Omraader. Man ser ham
jævnlig optegne sine Tanker om Forholdet til udenlandske Magter, han nedskriver Rækker af Spørgsmaal, som
han vil forelægge sine Ministre til Overvejelse, han arbejder personlig med ved Fastsættelse af Reglementer for
Udgifter, han er idelig optagen af Tanken om, hvorledes Indtægterne kunne bringes til at dække Udgifterne, og
han gjør alskens Uddrag af Regnskaber og Budgetter, ligesom han ogsaa skriver egenhændige Ordrer til
Generaler og selv har udarbejdet Instrux for sin Søn Kronprinsen, da denne skulde rejse til Udlandet.
Men denne i mange Stykker brave og elskværdige Mand var dog langtfra nogen betydelig Konge. Hans
Aandsevner vare kun meget jævne, og hvad enten Grunden laa deri eller i mangelfuld Undervisning, vare hans
Kundskaber ikke store, hans Synskreds var snæver, og det fattedes ham i høj Grad paa dybere aandelige
Interesser. Ved en Hofmaskerade 1693, hvor enhver af Deltagerne bestemte sin Dragt efter de Sysler, han holdt
mest af, valgte C. Betegnelser for Jagt, Elskov, Krigs- og Søvæsen. Hvor uretfærdigt det end er, naar man har
458/484