Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Sorterup, Jørgen Jørgensen, 1662—1723, Præst og Digter
Af Julius Paludan
Jørgen Jørgensen Sorterup er født i Ottestrup ved Slagelse og Søn af daværende Kapellan, senere Sognepræst
til Sorterup og Ottestrup, Jørgen Madsen Aarby (d. 1685) og Anne Jørgensdatter Morsing, Datter af Formanden i
Kaldet. S. blev Student fra Kjøbenhavns Skole 1683 og o. 1687 Huslærer for de unge Baroner Güldencrone fra
Vilhelmsborg, hvis Moder, Regitze Sophie Vind, 1686 var indtraadt i andet Ægteskab, med Baron Jens Juel til
Juellinge i Stævns. 1690 tog S. Magistergraden, og da hans Elever 1692 skulde optages paa det nystiftede
ridderlige Akademi [i København], ansøgte han i et Nytaarsvers Moderen om at skaffe ham Præstekald, hvad han
ogsaa opnaaede et Par Maaneder efter, da Juel kaldede ham til Lyderslev og Frøslev i Stævns. 1. Sept. 1692 (ell.
93) ægtede han Anna Cathrine, Datter af Boghandler Chr. Hjort i Kjøbenhavn, der formodentlig har haft noget til
bedste [= haft økonomiske midler], da det fremgaar af et Brev til Biskop Jens Bircherod, at dette Synspunkt for S.
som for mange samtidige har været det afgjørende for Ægteskabet. Efter hendes Død 1694 blev S. gift med
Birgitte Frederiksdatter Lorentzen, som overlevede ham til 1752. Med sine Hustruer havde han 4 Sønner og i
Datter og sad vistnok i gode Kaar; han efterlod Bibliothek og Samlinger, som splittedes ved Avktion efter hans
Død.
S. var en meget stridbar Mand, som i det meste af sin Embedstid førte bitre Kampe for Kaldets formentlige Ret.
Først angreb han i sine Prædikener Ejeren af Frøslevgaard, Rasmus Ibsen, der plagede sine Bønder saaledes, at
de fleste Gaarde laa øde, og S. mistede sin Tiende af Annexet. Det kom til Sag; men inden den var endt, kjøbte
Enkedronning Charlotte Amalie Godset 1704 og forenede det med sine andre store Ejendomme i Stævns. Da hun
imidlertid her nedlagde Hovedgaarde og oprettede andre af ufrit Bøndergods, fik S. en fleraarig Strid med hendes
Forvaltere om Tiendens Ansættelse, hvilken dog 1709 ved en Kommissions Kjendelse endtes til Fordel for ham.
Men nu havde han fattet Nag til Godsinspektøren Terkelsen og indgav psevdonymt til Dronningens Sekretær
Neuhausen et latinsk Anklageskrift: »Præstigiæ oeconomiæ ruralis revelatæ« (»en Godsbestyrelses afslørede
Bedragerier«). Det indeholdt en Række lumsk maskerede Beskyldninger paa et Sprog, som de angrebne ikke
forstode, og forsmaaede end ikke den Insinuation, at Forvalterne ringeagtede Neuhausen som fremmed og
Tysker. Hvor meget begrundet der er deri, lader sig nu vanskelig afgjøre; men S. var selv en dygtig Landmand og
nøje inde i sjællandske Landboforhold, hvad der ogsaa fremgaar af nogle Vers fra 1698 (i Wielandts Samlinger
[se om Wielandt i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]), hvor han med utaalelig Snaksomhed
væver op ad Vægge og ned ad Stolper om en Egetrunte [= (evt. udgået) stamme uden top og grene], han havde
kjøbt i Skoven og ikke kunde faa udleveret. Foruden at vidne om hans store Bjærgsomhed have disse Vers ogsaa
kulturhistorisk Interesse. Hans Anklageskrift er i alt Fald sikkert mere dikteret af personligt Nag end af Medfølelse
med de fortrykte Bønder og førte til, at adskillige af Godspersonalet, bl.a. Terkelsen, vistnok temmelig uforskyldt
fik Afsked. Hans egen Anseelse synes det ikke at have skadet; 1713 blev han valgt til Provst i Stævns Herred,
men ved Dronningens Død Aaret efter kom Nemesis over ham. Terkelsen blev gjenindsat og glemte naturligvis
ikke sin gamle Fjende. S.s Tiender bleve atter nedsatte, og hans Sognefolk klagede over, at han ikke holdt sine
Gærder lukkede og pløjede over fremmed Skjel, hvorfor han maatte gjøre en ydmygende Afbigt. Han opnaaede
heller ikke sit Ønske om at faa en Skole i sit Sogn og efterlod ved sin Død Aaret efter, 4. Okt. 1723, alt andet end
et godt Navn. Falster [se biografi i Brandes-bogen] udtrykker sig maaske vel stærkt, naar han kalder ham »en
lærd og sindrig Bagvasker, som ikke sjælden besmittede vort Modersmaals Helligdomme ved sin ulykkelige og
smudsige poetiske Evne, ilde stemt mod alle brave Folks Navn og Rygte og derhos selv alle brave Folk forhadt«.
Men det er tydeligt nok, at han har været mere frygtet end agtet og afholdt, hvad der ogsaa fremgaar af Sagnene
paa Egnen om, at han kunde mane og vise igjen [= ad magisk vej paavise en tyv].
Som gejstlig Forfatter var S. ikke frugtbar. Han lod trykke et »Trøstebrev« ved sin første Hustrus Død og s. A.,
1695, en Ligprædiken over en ved Lynnedslag dræbt Mand. End videre kan maaske herhen regnes hans
»Levneds Ihukommelse« over Borgmester og Politimester Claus Rasch (XIII, 481), alt i Tidens Stil, langtrukket,
højtravende og sprænglærd.
Langt mærkeligere [= Langt mere bemærkelsesværdig] er hans Digtning, der ligesom hans Liv giver os Indtryk af
en begavet, men smagløs og dertil myndig og stridssyg Personlighed. Hans »Poetiske Smaasagers 1. Part«
udkom vel først 1714, men indeholder Nytaars- og Lykønskningsvers, Bindebreve osv. fra hans Huslærertid og
rettede til hans Elever eller i disses Navn til deres Moder og Slægtninge. Det er udtværet Moral og submis [ca. =
underdanig] Smiger, spækket med lærde Noter i de Dages trivielle Aand og Form. Kun den jævnlige Brug af
gamle og sjældne Ord særtegner Samlingen, og ikke bedre ere en Del enkeltvis trykte eller haandskrevne
Lejlighedsvers.
1701 rettede S. til den store Mæcen Rostgaard [se biografi i Brandes-bogen] en skarp og nærgaaende Satire mod
en stor Del af Samtidens Poeter: »Ret Tak, rar Skjæmt og ram Alvor ... for at afmale satyriskvis disse Tiders
Rimgjerrighed eller Cacoëthes carminificum«. Han følger her det Spor, Reenberg nogle Aar før var slaaet ind paa
med »Forsamling paa Parnas« (XIII, 574), men i en langt plumpere, mere skruet og uklar Stil, hvor den stærke
Brug af forældede og Dialektudtryk og den forblommede Omsætning af Digternes Navne i haartrukne Ordspil
383/484