Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Frederik, 1753—1805, Arveprins
Af E. Holm
I sit Ægteskab med Juliane Marie havde Frederik V kun ét Barn, nemlig Sønnen F., der blev født 11. Okt. 1753.
For at skaffe ham en fyrstelig Stilling fik Regeringen ham allerede i en Alder af 3 Aar valgt til Koadjutor i
Bispedømmet Lybek [Lübeck]. Han vilde derefter med Tiden, naar den daværende Fyrstbiskop døde, blive
dennes Efterfølger. Men de betydelige Pengesummer, der vare brugte for at sætte dette Valg igjennem, kunde
bedre have været sparede. Ved Mageskiftetraktaterne 1767 og 1773 blev det fastslaaet som et af de Ofre, der
maatte bringes fra dansk Side, at Prinsen skulde give Afkald paa denne Værdighed. Den Opdragelse, han
imidlertid havde faaet, var ingenlunde bleven anlagt, som om han skulde være Fyrste i en lille tysk Stat. Han var
tvært imod siden Enevældens Indførelse den første danske Prins, der udvikledes til at opfatte Dansk som sit rette
Modersmaal, Saa begavede danske Videnskabsmænd som Jens Schielderup Sneedorff og efter ham Ove
Guldberg vare hans vigtigste Lærere. Det var ogsaa sikkert den nationale Aand, som Guldberg forstod at indgive
ham, der senere bragte ham til at gjøre Haven ved det ham 1773 skjænkede Jægerspris til et Slags Pantheon for
Mænd, der siden Oldtiden havde spillet en stor Rolle i Fædrelandets Historie.
Men uheldigvis fattedes den godmodige Prins alt for meget Evner, til at den Undervisning, som han havde faaet,
kunde bære rige Frugter. Endnu mindre syntes det at være sunget for hans Vugge, at han skulde komme til at
staa i Spidsen for Staten. Men dog førte den Struenseeske Katastrofe hertil. Det hørte med til de ukloge
Taktløsheder, hvoraf Struensee begik alt for mange, at han lod tilføje Prinsen saa vel som hans Moder,
Enkedronning Juliane Marie, flere Fornærmelser. Særlig maatte det opfattes som en saadan, at Prinsen blev
fjærnet fra sin tidligere Plads i den kongelige Loge i Theatret og blev henvist til en anden Loge. Ogsaa levede han
og Moderen en Tid paa Fredensborg som forviste fra Hoffet. Hvor fuldstændig Prinsen end fattedes Mod og ydre
Personlighed til selv at ville træde op imod Magthaverne, var hans Navn dog et godt Samlingsmærke for dem, der
vilde Struensee til Livs, og da Januarnatten 1772 havde bragt Struensee og Dronning Caroline Mathilde med
deres Venner det dybe Fald fra deres Magt, blev det Arveprinsen, der kom til at staa som Midtpunktet for
Regeringen. I samme Grad Forbandelserne løde fra høje og lave over de styrtede Magthavere, i samme Grad
blev der jublet for Prinsen og hans Moder. Men i Virkeligheden var han kun et Navn. Det er velbekjendt, at han
ganske beherskedes af sin Moder, og at de begge med Hensyn til Statsstyrelsen nøje fulgte Guldbergs Raad.
Ogsaa vilde det være en Misforstaaelse, om man, fordi han 1772 lod sig udnævne til Præses for Kunstakademiet
i Kjøbenhavn og for det norske Videnskabernes Selskab i Throndhjem, vilde tro, at han havde nogen dybere
Interesse for Kunst og Videnskab.
Hvor lidet betydelig han end viste sig paa alle de Omraader, hvor han fik noget at gjøre, stod han dog afgjort som
den ypperste Mand i Staten. Saa meget mere kan man forstaa, at han blev ilde tilfreds, da den unge Kronprins
Frederik 14. April 1784 gjorde Ende paa den Guldbergske Styrelse. Han protesterede derfor heftig, da
Kronprinsen i det afgjørende Statsraadsmøde hin Dag forelagde den sindssvage Konge til Godkjendelse det
Forslag, hvorefter Statsraadet skulde sammensættes af helt andre Personligheder end dem, der gjaldt for
Arveprinsens og Enkedronningens kaarne Mænd. Det synes endog bag efter noget nær at være kommet til
Haandgribeligheder mellem ham og Kronprinsen, da det gjaldt om, hvem der kunde sikre sig Kongens Person.
Med denne Begivenhed var Arveprinsens politiske Rolle udspillet. Forholdet imellem ham og Kronprinsen
bevarede en vis ydre høflig Karakter, men kunde ikke blive varmt, og Arveprinsen sank hen i et ganske
betydningsløst Privatliv.
I en Alder af 21 Aar var han (21. Okt. 1774) bleven gift med Prinsesse Sophie Frederikke af Meklenborg-Schwerin
[Mecklenburg-Schwerin] (f. 24. Avg. 1758 død 29. Nov. 1794). Han blev ved hende Fader til Christian VIII,
Arveprins Ferdinand [...], vor nuværende Dronnings Moder, Landgrevinde Louise Charlotte, og den i 1850 afdøde
Prinsesse Juliane Sophie. Han døde efter længere Tids Svagelighed 7. Dec. 1805 paa Amalienborg.
Til: Indholdsfortegnelsen
473/484