På vej mod effektiv udtaleundervisning - Undervisningsministeriet

Undervisningstilrettelæggelsen er karakteriseret ved stor brug af sproglaboratoriet.
Netop brugen af sproglaboratorium er noget der efter næsten alle de interviewede
underviseres overbevisning er godt for kursisternes lytning og også til individuelt
udtalearbejde til større klasser. Kursisterne skærper deres evne til at høre forskel på
sig selv og den målsprogstalende underviser, og på den måde kan deres selvovervågningskompetence
forbedres. Det gælder især når læreren udstyrer dem med redskaber
til at ændre på de afvigelser de hører. Netop selvovervågningskompetencen er
det læreren taler om eksplicit på første undervisningsdag hvor hun påpeger at kurset
er hjælp til selvhjælp. Derudover er det ifølge forskning positivt at læreren vægter
den præcise lytning så højt.
Et andet anbefalelsesværdigt element i timerne er at læreren kommer omkring det
samme stof på flere forskellige måder. Hendes undervisning er varieret og dynamisk.
Hun har mange forskellige aktiviteter som træner de samme elementer på forskellig
vis. Det betyder at hun appellerer til mange forskellige sanser og indlærertyper og
kommer omkring stoffet på en sjov, underholdende og dybdegående måde. I den forbindelse
har hun mange legende elementer i sin undervisning: vokalbingo; tip en
trettener hvor kursisterne skal høre forskel på vokalkvaliteter koblet med længde og
stød og kan få tretten rigtige; gulvlege og små konkurrencer. Det legende element
kan man igen forestille sig virker positivt ind på kursisternes identitetsfleksibilitet og
dermed neddæmpende på en faktor som angst.
Desuden er læren dygtig til i høj grad at inddrage kursisterne og lade dem selv
komme frem til erkendelser. I stedet for at forelæse stiller hun oftere spørgsmål ud
i klassen hvilket bevirker kursistengagement og opmærksomhed.
Derudover bruger læreren som den eneste af de undervisere vi har set, lydskrift på
en alternativ måde: Hun bruger ikke bare lydskriften som et redskab til at fastholde
ytringer som kursisterne har problemer med at sige – det vil sige som redskab i produktionsfaser
– men hun bruger lydskrift i omvendt rækkefølge hvor kursisterne skal
læse lydskrift og dermed regne ud hvad der står. Den måde at anvende lydskrift på
finder vi anbefalelsesværdig fordi kursisterne derved lærer at bruge lydskriften funktionelt,
og fordi skriftens visuelt overbevisende funktion kan få kursisterne til at
acceptere at det rent faktisk er det vi siger. Det visuelle har en stærkt overbevisende
effekt. Ifølge læreren plejer aktiviteten også at føre til stor erkendelse hos kursisterne,
ligesom det for alvor får dem til at forstå hvad de kan bruge lydskriften til.
Kurset kan siges at være en slags reparationshold for indlærere som har tilegnet sig
118