På vej mod effektiv udtaleundervisning - Undervisningsministeriet

DEL 2: FORSKNING I UDTALETILEGNELSE OG
UDTALEUNDERVISNING
Udtaleundervisning i historisk perspektiv
Selvom udtaleundervisning i dag kan opfattes som sprogundervisningens smertensbarn,
var udtale faktisk en af de afgørende grundpiller da sprogmetodologien startede
med Reform-Bevægelsen i slutningen af forrige århundrede. Reform-Bevægelsen
havde en tæt forbindelse til The International Phonetic Association (IPA) og udviklingen
af det internationale lydskriftssystem International Phonetic Alphabet. IPA er
stadig den dag i dag det internationalt bestemte lydskriftssystem som man bruger til
betegnelsen af sprogs lyde, og lydskriftsystemet bruges i mange ordbøger og tekstbøger.
For Reform-Bevægelsen var det talte sprog og træning i fonetik afgørende for
både lærere og indlærere.
Det fokus på udtale fortsatte i andre større metoder som opstod mellem 1930 og
1960: Audiolingvismen i USA og The Oral Approach samt Situational Language
Teaching i England. De sprogpædagogiske metoder prioriterede det talte sprog før
det skrevne og fokuserede meget på at skabe gode udtalevaner gennem drills og dialoger.
Men i 1960’erne da det strukturalistiske sprogsyn og det behavioristiske sprogtilegnelsessyn
kom i modvind, blev udtale-dimensionen hevet ned fra sin piedestal.
Der blev brugt langt mindre tid på udtale, og nogle gange forsvandt den helt ud af
sprogtimerne. Kun to sprogpædagogiske metoder fastholdt udtalens høje prioritet:
the Silent Way er især opmærksom på den præcise produktion af lyde, tryk og intonation
fra starten af tilegnelsesforløbet, og Community Language Learning lægger
også stor vægt på udtaletræning.
Med udviklingen af den kommunikative sprogundervisning er der imidlertid opstået et
dilemma for metoden fordi man inden for den kommunikative tilgang på en gang
anerkender vigtigheden af en forståelig udtale, men samtidig har ønsket at fastholde
fokus på de kommunikative aktiviteters indhold. Det gør det svært samtidig at
undervise i den sproglige form som udtale er. De dele som den kommunikative metode
har lagt vægt på, er, i modsætning til den audiolingvale metode som har lagt vægt
på enkeltsegmenter og ord og sætninger uden for kontekst, de bredere og mere
betydningstunge aspekter af udtale i sammenhængende tale, det vil sige intonation,
tryk, rytme, hastighed og volumen. Når den kommunikative undervisning har inddraget
udtaleundervisning, har det dog ofte lignet den man ser inden for den audiolingvale
metode fordi man ikke rigtig har vidst hvordan man skulle omsætte teori til
praksis (Seidlhofer 2001).
I takt med en større og større anerkendelse af hvor vigtig en hensigtsmæssig udtale
er for vellykket kommunikation, har udtaleområdet i løbet af 1990’erne udviklet sig
31