På vej mod effektiv udtaleundervisning - Undervisningsministeriet

elativt høje, mener læreren også at man fra centralt hold skal komme med flere ressourcer
fordi det efter hendes overbevisning kan være et langt og sejt træk at nå de
mål. Læreren efterlyser dog nogle meget konkrete mål fordi hun mener det ville
være et godt instrument at sidde med som underviser. Samtidig mener hun at det er
svært at operere med konkrete mål for hvert modul fordi hun ikke mener man kan
lære udtale skematisk. Hun opfatter indlæring som en proces der ikke altid er lineær,
og som man derfor ikke kan måle løbende. I den forbindelse mener hun at modultestene
ligger for tæt på hinanden fordi udvikling nogle gange kommer i ryk imens
der i andre perioder kan være en tilsyneladende stilstand i kursisternes progression.
Hun mener at meget ligger passivt når man snakker udtale, og lige pludselig kan den
passive tilegnelse blive aktiveret.
Perception før produktion
I undervisningen siger læreren flere gange til kursisterne at de er godt på vej til at
kunne sige lydene hvis de bare kan høre dem præcist. Den instruktion spørger vi ind
til i interviewet. Læreren mener at evnen til at høre de forskellige lyde skal gå forud
for produktionen. Hvis de ikke kan høre forskel på [i] og [y], mener hun heller ikke
de kan sige det. Læreren mener imidlertid der er en vis vekselvirkning mellem perception
og produktion, for når kursisten begynder at opfatte forskellen mener hun
også at kursisten langsomt vil begynde at producere den. Hun udtrykker det som
værende en længere proces man sætter i gang.
Tekstligt forlæg
Hendes ønske omkring udtaleundervisning er at undervise uden tekst. Hun mener at
tekstligt forlæg katalyserer oplæsning i stedet for naturlig tale. Hun vil helst arbejde
med dialoger som kursisterne selv laver og med det sprog som er deres eget. I
arbejdet med dialogerne samler hun så op omkring problemer fx vokaler, konsonanter
eller intonation. De kreerer normalt en dialog sammen i klassen. Dermed bliver
det kursisternes aktive sprog der arbejdes med. Dialogen er hun nødt til at skrive op
for at fastholde den. Den udvikler sig så henover de forskellige undervisningsgange.
Første undervisningsgang kreerer de fx fire replikker og næste gang så tilføjer de fire
nye replikker og sådan bliver det ved. De tager hele tiden de gamle dele af dialogen
med sig videre, og efterhånden bliver den længere og længere. Kursisterne skal hele
tiden kunne huske hele dialogen. Den procedure anvender hun fordi det giver mulighed
for at arbejde med kursisternes eget sprog. For det andet skaber den arbejdsform
dynamik og engagement. Kursisterne bliver fælles om at lære hinanden noget
fordi de alle sammen skal bidrage med noget. Indlæringen af dialogen foregår i klassen,
og generelt vil læreren helst ikke have at de indlærer noget derhjemme fordi
195