På vej mod effektiv udtaleundervisning - Undervisningsministeriet

kvent, både hvad gælder hvornår man retter og i hvad. Generelt må lærerne siges at
være konsekvente med at rette kursisterne. De lader sjældent uhensigtsmæssige
udtaler passere forbi, og de giver sjældent op før den aktuelle kursist har nået en
målsprogslignende udtale. En lidt mindre heldig tendens kunne man imidlertid mene
er at lærerne ofte retter mange elementer i samme situation hvilket man kan forestille
sig virker demotiverende ind på kursisterne. Her er vi af den overbevisning at
det ville være optimalt hvis læreren kan have en dagsorden for hver enkelt kursist
og så vidt muligt kun rette kursisten i det. Til den diskussion indvender Lærer 1 på
Sprogcenter 1 i interviewet at der er nødt til at være konsekvens på tværs af klasserummet
så de øvrige kursister ikke undrer sig over at de bliver rettet i et element,
mens en anden kursist ikke bliver det. Her mener vi dog godt at man kan informere
kursisterne eksplicit om at man i en periode vil køre forskellige rettekampagner med
forskellige kursister alt efter hvad der for dem er mest presserende. Vores egen erfaring
fra undervisningssituationer viser at kursisterne bliver motiverede ved at blive
fastholdt i en progression i forhold til et for dem problematisk udtalefænomen. Det
får kursisterne til at føle sig set og observeret og dermed støttet i deres individuelle
intersprogstilegnelse.
I forbindelse med feedback savnede vi en enkelt ting mere i observationerne. Vi erfarede
kun sjældent at kursisterne blev sat til at rette hinanden. Forskning og vores
egen erfaring viser ellers at feedback fra kursist til kursist kan være hensigtsmæssigt.
For det første tvinger det kursisterne til at tage kritisk stilling til den danske
udtale når de lytter til andre. På den måde skærper de deres egen lytning. Den mekanisme
kan de desuden overføre til deres egen produktion så proceduren på den måde
øger deres selvovervågningskompetence, altså deres evne til at høre egne udtalestyrker
og vanskeligheder. Derudover har kursisterne forskellige udtaleproblemer og kan
derfor fungere momentant som eksperter for hinanden. Det er både motiverende for
dem at give deres ekspertise videre, og derudover er det også en aflastning for den
lærer som så ofte er godt hængt op i forvejen.
Som det sidste i forhold til feedback så vi hos Lærer 3 på Sprogcenter 1 at læreren
ofte rettede i en dialogisk form. Hun coachede kursisterne frem til erkendelsen af
deres udtaleafvigelse ved at stille spørgsmål. Herefter coachede hun dem frem mod
den målsprogslignende udtale og inddrog ofte de øvrige kursister i den proces. Det er
vores overbevisning at den retteprocedure er anbefalelsesværdig fordi den øger kursisternes
autonomi; den inddrager de øvrige kursister; og den øger kursisternes evne
til at høre og dermed rette egne afvigelser.
217