På vej mod effektiv udtaleundervisning - Undervisningsministeriet

eskriver hvad der sker rent artikulatorisk, og derfor i højere grad kan hjælpe kursisterne
til at tilegne sig dansk tryk. Hele hans ordvalg og formuleringer i formidlingen
af danske udtaleforhold er karakteriseret af genkommende fraser som skaber visualisering
og som ofte vender tilbage senere i forløbet og er lette at huske. Under de
observationer som vi overværer, siger han fx adskillige gange: Don’t do this by ear,
but by thinking! Og don’t rush, take your time! Ligesom han kalder de trykstærke
stavelser for safe places. Hans udsagn er ikke altid i overensstemmelse med videnskabelige
fakta, en tendens han imidlertid fortæller kursisterne om eksplicit: It
dosn’t matter if it is true but that it makes you think in the right way. Fx fortæller
han ikke kursisterne at det i mange ord og kontekster er den stemte sonorant (mere
præcist halvvokalerne [w5RD] eller [mnNl]) efter fuldvokalen som har stød, men at det
er vokalen der har stød. Overordnet kan det siges at læreren ser ud til at forsøge at
påvirke kursisterne mentalt for på den måde at lette deres sprogtilegnelse. Det forhold
er han også eksplicit om flere gange: De skal som sagt tænke på den rigtige
måde for at få en god udtale, og de skal ikke bare lytte sig frem, men tænke sig frem
til en rigtig udtale. Om lærerens formidling er det desuden karakteristisk at han bruger
systematiske og genkommende fagter til at illustrere lydenes artikulation. Han
bruger ikke mange forskellige fagter, men ofte de samme fagter til at illustrere de
samme lyde med. Derudover tegner og skriver han meget på tavlen.
Beskrivelse af undervisningen
Den anden undervisningsgang på kurset indledes med en grundig repetition af de artikulatoriske
forhold læreren havde gennemgået dagen før. Læreren starter med at
skrive det danske alfabet på tavlen imens han på engelsk fortæller at skriftalfabetet
er en simplificeret udgave af det danske sprog. Han fortæller kursisterne at skriftsproget
er tegn som vi bruger til at formidle et indhold med. Han vinkler informationen
så den fremstår mekanisk i det at der i sproglige budskaber altid er tale om
instrukser af den ene eller den anden art. I den forklaringsrunde – og flere gange
senere – bruger han trafikskilte som et billede på hvordan vi producerer og aflæser
sprog. Vi aflæser trafikskilte og følger instrukserne på dem, og ligeledes gør vi med
sproget. Vi aflæser sproglige budskaber og følger de instrukser sproget giver.
Herefter skriver læreren alfabetets vokaler – a e i o u y æ ø å – på tavlen og forklarer
at de lyde er fuldstændige lyde i modsætning til konsonanterne. Konsonanterne
står altid ”med” og ikke alene (og det er derfor de hedder konsonanter), og de er
blot mundpositioner og blokeringer og ikke selvstændige lyde. Derudover forklarer
han kursisterne at det menneskelige sind gerne vil have klart markerede ord og at det
derfor ikke er nok med vokaler, men at der er behov for konsonanter til at afgrænse
122