På vej mod effektiv udtaleundervisning - Undervisningsministeriet

Alternativ formidling af det danske stød
Læreren har mange pædagogiske formidlinger af dansk udtale. Her er tale om formidlinger
som han selv har udviklet på baggrund af erfaring med at undervise i udtale.
Et eksempel er hans meget alternative formidling af det danske stød. Hans
begrundelse for den formidling er at han finder at det er den mest funktionelle og
hensigtsmæssige måde at formidle det på i en sprogtilegnelsesmæssig sammenhæng.
Han fortæller kursisterne at stødet altid ligger på vokalen, og han informerer dem
altså ikke om at stødet i virkeligheden ofte ligger på de stemte sonoranter. Han lærer
dem fx at stødet i ”mand” ligger på a’et og ikke på n’et. Det begyndte han på i
1970’erne da han erfarede at kursisternes problemer med stød som regel lå der hvor
der kom en konsonant bagefter. De ord der endte på vokal fx ”goddag”, var ikke så
problematiske. Stødet blev som regel udeladt af kursisterne hvis de prøvede at udtale
konsonanten og drage den med ind i udtalen. Minimalparret ”hæl” og ”hæld”
demonstrerer tankegangen godt. Læreren forklarer at kursisterne – ved udtalen af
ordet ”hæld” – faktisk altid ender med udtalen [Hhæl] i stedet for [HhælZ] hvis underviseren
fortæller kursisterne at de skal gå hele vejen til l’et i slutningen af ordet og
lave stødet her i stedet for at lave separation efter vokalen og efterfølgende blot
markere l’et. Problemet er ifølge læreren at æ’et og l’et udtales stort set samtidig
når man udtaler ”hæld” med stød på l. Det er kursisterne ikke vant til, og de vil derfor
automatisk forsøge at udtale både æ’et og l’et. Og det giver oftest udtalen [Hhæl].
Den observation fik ham til at finde en løsning som gik på kompromis med den 100 %
målsprogslignende udtale, men som gav et bedre resultat end alternativet [Hhæl].
Løsningen var at instruere kursisten i konsekvent at placere stødet på vokalen.
Resultatet af den instruktion er to enslydende ord men med forskel i æ’ets længde
(”hæld” udtalt som [HhæZ] eller ”hæl” udtalt som [HhææZ]). Forskellen på ”hæl” og
”hæld” forklarer han kursisterne som forskel i vokallængde: kort æ og langt æ, og
hans erfaring er at det ikke er noget problem at høre forskel på ”hæl” og ”hæld” hvis
kursisterne først kan lave stødet. At man på dansk faktisk kun kan have stød på lang
vokal, finder læreren pædagogisk irrelevant.
I interviewet spørger vi også ind til filosofien bag den meget alternative instruktion
med at kursisterne ikke skal sige konsonanten efter stødt vokal, men udelukkende
imitere den uden lyd. Her forklarer læreren at hans tanke er at det skaber en ”forberedelse”
under udtalen af vokalen når kursisterne blot ved at de skal markere den
efterfølgende konsonant som i fx ”mand”. Den forberedelse eller med andre ord den
bevidsthed gør at a’et automatisk kommer til at lyde som et a lyder når det bliver
efterfulgt af et n. Det er hans overbevisning at man ikke engang behøver at markere
n, men blot kan nøjes med bevidstheden om at der kommer et n efter a’et. Hans
177