På vej mod effektiv udtaleundervisning - Undervisningsministeriet

løde d. Læreren tegner hvordan tungen skal ligge. Hun forklarer ham, at han siger
[uZ] i stedet for [uDZ] og [utqlE] i stedet for [uDtIlE]. Efter gentagne forsøg på at gøre
som beskrevet og ved at se på læreren lykkes det for ham at sige lyden. Da læreren
er sikker på at han kan sige lyden, sender hun ham ind i sproglaboratoriet med en
øvelse i det bløde d.
Når alle kursister er sat i gang med individuelt arbejde i selve sproglaboratoriet, sidder
læreren og lytter til, coacher, roser og retter kursisterne. Hvis hun kan høre at
en af kursisterne har et uløst problem, tager hun ham eller hende med ind i undervisningslokalet
ved siden af og underviser kursisten. På et tidspunkt tager hun fx en
polsk kursist ind i undervisningslokalet. Der underviser hun hende i a-lydene. Hun
skriver lydene op på tavlen:
A
a
q
Kursisten siger a-lydene efter læreren. Derefter sætter læreren ord på, hun bruger
ordene med a fra den tekst, kursisten er i gang med. Hun fortæller at lyden skal være
lang i ”dame”; at den skal være kort og åben i ”mand”, og med ordet ”barn” skal
kursisten åbne munden og sige lige som hos lægen når han kigger på hendes hals.
Kursisten prøver, men har svært ved ”barn”. Læreren siger at kursisten skal se på
hvordan kæben går ned. Så siger kursisten kort [q] i ”far”, og læreren forklarer kursisten
at vokalen skal være lang. Hun skriver på tavlen hvordan r i kombinationen -
ar udtales [q:]. Kursisten gentager. Hun får kursisten til at sige ”Ane” og spørger hvilken
vokal det er. Hun fortæller så at vokalen skal være lang. Læreren beder kursisten
sige ”gammel” og spørger igen hvilken vokal det er. Hun siger den anden.
Læreren retter hende og sammenholder henholdsvis [a] og [q] lyden med ordet ”gammel”,
så kursisten kan høre forskellen på de to a’er. Så instruerer læreren kursisten
i at sige ”dame”, og hun bliver igen spurgt hvilken a-vokal hun hører. Kursisten svarer
nummer et. Læreren sætter kursisten til at læse op af teksten med a´erne for at
få et bedre indtryk af kursistens udtaleproblemer og siger at a’erne ikke er kursistens
største problem. I ”Slagelse” siger kursisten g´et og bliver rettet. Hun har et stort
problem med [h]. Hun siger en drøbellyd når hun skal sige [h]. Læreren siger at hun
ikke skal lukke i halsen. Læreren instruerer hende ved at sige at hun skal prøve at
gøre som når hun er træt og sukker. Hun skal bare lade luften komme ud. Læreren
spørger om hun selv gør sådan. Kursisten siger [hhhh], og læreren siger at hun skal
sætte a efter, sætte stemme på. Det har kursisten svært ved, og hun er irriteret på
sig selv over at hun ikke kan. Kursisten læser videre. Hun får rettet det bløde d i
141