Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
fødte mennesker har ret til liv, fordi de er personer, og eftersom et befrugtet æg ikke er en person, har det
ikke samme ret til at leve.
Problemet om det begyndende menneskelivs etisk-retlige status synes at være uløseligt. Der findes dog
forsøg på at finde en løsning. Når vi taler om retten til at leve som begrundelse for forbud mod drab, giver
det kun mening i forbindelse med væsener, der har en interesse i at leve. At have interesser forudsætter
imidlertid en række egenskaber som bevidsthed, vilje, forventning osv. Sådanne egenskaber har embryoner
oplagt ikke, og derfor giver det ikke mening at tillægge embryoner en interesse i at leve.
Når de fleste ikke desto mindre betragter abort som etisk problematisk, må begrundelsen være en anden,
end at det tidlige foster har en interesse i at leve. Begrundelsen er, at individuelt menneskeligt liv er værdifuldt
i sig selv. Værdifuldt i sig selv vil sige, at det værdifulde ikke beror på, at nogen oplever det som
værdifuldt. Denne form for værdifuldhed kender vi fra kunstværker: et maleri er ikke værdifuldt, fordi
mange mennesker har gode oplevelser af at se det. Det forholder sig omvendt. Denne værdifuldhed skyldes,
at et kunstværk er et resultat af en skabelsesproces; der er investeret kunstnerisk kreativitet i et
kunstværk. På samme måde er det individuelle menneskelivs iboende værdifuldhed udtryk for, at der er
investeret kreativitet i det. I menneskelivets tilfælde er den investerede kreativitet en dobbelt:
o selve eksistensen af et individuelt menneskeliv fra det befrugtede æg er udtryk for biologisk kreativitet
o når et menneskeliv udvikler sig, investeres der også menneskelig kreativitet, både fra andre (et
kommende barns forældre) og senere det pågældende menneske selv.
Afbrydelsen af et tidligt menneskeliv er et tab, der rummer to aspekter: det er et tab både i forhold til den
rent biologiske kreativitet og i forhold til den menneskelige kreativitet.
Det vanskelige spørgsmål vedrørende embryonets status drejer sig om det rent biologiske tab. Det
spørgsmål kan der ikke gives noget entydigt og indiskutabelt svar på. I sidste ende er det begyndende
menneskelivs status et spørgsmål om fortolkning, på samme måde som mange andre vigtige aspekter af
livet. Fortolkningen af det begyndende menneskelivs status vil hænge nøje sammen med det pågældende
menneskes livsopfattelse, som evt. kan være religiøs. Den konservative position tillægger den rent
biologiske eksistens af individuelt menneskeligt liv absolut betydning, fordi den tolker den som udtryk
for guddommelig skabelse. Den ultraliberale position lægger derimod al vægt på den menneskelige investering
i livet. I et demokratisk samfund betragtes det som uacceptabelt, at staten påtvinger alle borgere
en bestemt religion eller livsanskuelse. Men det ville der være tale om, hvis provokeret abort var en kriminel
handling. Så ville den konservative fortolkning påtvinges alle. Det ville være et overgreb mod basale
frihedsrettigheder på samme måde som indskrænkning af religionsfriheden.
Såvidt forsøget på at finde en løsning på abortproblematikken. 5
Et ’gradualistisk’ syn på overskydende embryoner
Løsningen indebærer, at det må overlades den enkelte kvinde at træffe afgørelsen om abort eller fødsel i
den første del af svangerskabet. Hun er den person, der er mest direkte berørt. Men legalisering af abort
betyder ifølge denne opfattelse ikke, at det begyndende menneskeliv er ligegyldigt. Uanset at abort kan
være berettiget, har det begyndende menneskeliv en iboende værdifuldhed. Derfor har staten også et
ansvar i forhold til det begyndende menneskeliv.
Den fremførte opfattelse kan kaldes gradualistisk i den forstand, at den tillægger fødte menneske en form
for beskyttelsesværdighed, som ikke kan tillægges embryoner. Alligevel er betegnelsen ’gradualistisk’
misvisende. Den lægger op til, at der er ’noget’ ved det individuelle menneskeliv, der vokser gradvist. Det
er imidlertid svært at sige, hvad dette ’noget’ skulle være. Det afgørende ved opfattelsen er, at man må
skelne mellem det begyndende menneskelivs iboende værdifuldhed og personers ret til at leve – og at den
iboende værdifuldhed ikke er ensbetydende med absolut beskyttelsesværdighed.
5 Ronald Dworkin: Life’s Dominion. An Argument about Abortion and Ethanasia. London 1993.
122