Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
har altså både hver deres normale balance mellem tab og nydannelse af celler, og hver deres egen følsomhed
for skade i form af større eller mindre evne til at erstatte af tabte celler. For alle væv- og celletyper
gælder dog, at skaderne og tabet af celler kan blive så store, at organismens egne
reparationsmuligheder ikke slår til i den akutte fase og måske heller ikke senere. Det er her allerede eksisterende
og kendte eksempler på vævs- og celletransplantation kommer ind, med blodtransfusion
(transplantation af blodets celler) ved blodtab og svær blodmangel, transplantation af bloddannende
knoglemarv til personer med knoglemarvsskader, transplantation af hud til større brandsår og transplantation
af knogleceller til større knogledefekter. Og det er i disse situationer, ved tab af dopaminerge nerveceller
i hjernen hos svært syge Parkinsons patienter, tab af insulin-producerende ø-celler ved svær
sukkersyge, svære leverbeskadigelser eller -forgiftninger, og degenerative muskelsygdomme, at den
stamcelle-baserede celleterapi har sin potentielle anvendelse.
Hvilken stamcelleforskning findes der i Danmark?
Stamceller og stamcelle-baserede behandlingsformer skal, som det er gjort ovenfor, ses i sammenhæng
med stamcellers naturlige forekomst og naturlige funktioner i det tidlige fosteranlæg og i vævene, og i
sammenhæng med de sygdomsprocesser og naturlige reparationsmekanismer, der aktuelt findes ved de
tilstande, hvor stamcellebaseret terapi kan være en mulighed. Set med denne indfaldsvinkel er Danmark
godt med indenfor stamcelleforskning og stamcelle-relateret forskning. Det forhold, at danske forskergrupper
ofte har baggrund og tager udgangspunkt i den normale udvikling og forholdene i de syge væv,
er en styrke i forhold til flere udenlandske grupper på stamcelleområdet.
En stor del af dansk stamcelleforskning eller stamcelle-relateret forskning er repræsenteret i Dansk Center
for Stamcelleforskning og den nye Forskerskole for Stamcelleforskning og relaterede Teknologier,
samt samarbejdspartnere til deltagerne i centret og forskerskolen. Det drejer sig bl. a. om forskning i den
tidlige fosterudvikling; in vitro fertilisering (humant og veterinært); transgene teknikker på dyr; genekspressions-teknologier;
proteomanalyse; udvikling af markører for stamceller; etablering af cellelinjer
fra mesenkymale stamceller i knoglemarvsstroma og neurale stamceller fra umodent hjernevæv; isolering
og karakterisering af vævsderiverede bloddannende stamceller fra blod og knoglemarv, knogle-,
bindevævs- og fedtceller fra knoglemarvsstroma og navlestrengsblod, leverstamceller fra forskellige typer
af leverskader, muskelstamceller efter muskellæsion; udviklingen af bugspytkirtlen og de insulinproducerende
ø-celler; endodermale stamceller fra tarm og tidlige anlæg af bugspytkirtlen med muligt
potentiale som insulin-producerende celler; opformering og uddifferentiering af embryonale stamceller
fra mus til insulin-producerende celler; forekomst og regulering af dannelse, migration og differentiering
af nerveceller i hjernen studeret i skivekulturer af hjernevæv (dyr); opformering og uddifferentiering af
neurale stamceller fra vævsderiverede celler fra gnavere og humane cellelinjer. Hertil kommer klinisk
forskning i relation til blodcelle- og knoglemarvstransplantation, samt basal forskning med overlap til
cancerforskningen vedr. normal og patologisk celledifferentiering og udvikling.
Forskning i humane embryonale stamceller og udvikling af disse fra overskydende befrugtede æg er for
nærværende ikke tilladt i Danmark. Dette må betragtes som en svaghed for dansk forskning, da det udelukker
en reel sammenligning af de forskellige stamcelletypers potentiale, sammenlignende afprøvninger
af stimulationsprotokoller for uddifferentiering af stamceller, og udnyttelsen af den synergieffekt der
ellers vil være mellem forskningen i embryonale og “voksen” stamceller her i landet.
Strukturmæssigt og geografisk foregår den danske stamcelleforskning, som præsenteret ovenfor, på institutter
ved Aalborg, Aarhus, Syddansk og Københavns Universiteter, ved en række hospitalsafdelinger
og -klinikker, ved i hvert fald én sektorforskningsinstitution, og i den biomedicinske industri (NsGene
A/S, Hagedorn Research Institute).
Nogle vil nok mene, at det er en svaghed ved dansk forskning, herunder stamcelleforskningen, at den
findes på spredte miljøer. Efter positive erfaring med konstruktionen “center uden mure” under biotekprogrammerne
i 1980 til 90’erne, er det min klare opfattelse, at dette ikke behøver at være tilfældet. Hvis
de deltagende grupper, som forventet, arbejder forpligtigende sammen om det forskningsprojekt, man
135