Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
Ordstyrer:
Jens Zimmer Rasmussen.
Jens Zimmer Rasmussen:
Det var, altså jeg vil næsten vove den påstand, at stamceller set i relation til det, der hedder regenerativ
medicin, er naturmedicin, men når jeg så har sagt det, så synes jeg, at der er en ting, som man godt kunne
spørge om, og f.eks. kunne man spørge Ole Madsen om det, og så sige, jamen hvad er det man opnår på
længere sigt ved at udvikle insulinproducerende celler og transplantere dem ind hos diabetikere. Jamen,
kan man ikke, selv om det kan være ubehageligt – det er det jo ikke for dem, der har det - det er jo ikke
bare det der med at skulle stikke sig en gang om dagen, eller hvad. Er der noget livskvalitet i det. Er det en
bedre behandling, som man ser den. Det synes jeg jo ville være rart at få på bordet.
Ordstyrer:
Peter Hokland.
Peter Hokland:
Ja, det drejer sig om det, der har været fremme, når man bruger embryonale stamceller, om den kræftrisiko,
der måtte være, og der vil jeg gerne drage en kort parallel til genterapi, som har været lige så højt profileret
i offentligheden, og hvor man nu siden 1999 har fået bevis for, at genterapi faktisk kan helbrede
børn, boblebørn, som det hedder, med svære immundefekter. Det har desværre vist sig, at to af de børn,
der er behandlet, har fået noget, der ligner en kræfttilstand. Hvad man så har gjort, det er, at man siger,
hvordan skal vi afveje risiko og gavn, og der må man sige, at de børn ville være døde. Der er helbredt en
del børn, og der er nogle, der har fået leukæmi, men jeg må sige, at det er den samme afvejning, vi skal til
at foretage her.
Hvis jeg så gerne må komme med en ganske kort kommentar om afvejning. Vi taler om regulering på et
område i dag, som er højteknologisk. Et område, der overhovedet ikke er reguleret, som år for år giver
problemer på grund af dårlige produktionsfaciliteter, direkte forkerte oplysninger. Det er naturmedicin.
Som læger må vi også engang imellem sige: Nok er nok. Vi oplever inden for kræftbehandling patienter,
der tager naturmedicin og tager utrolig stor skade af det, desværre.
Ordstyrer:
Jeg tror, vi skal have et spørgsmål mere fra salen.
Nina Tuxen (KMS):
Nina Tuxen, og jeg kommer fra KMS, det er en patient paraplyorganisation med 30 foreninger, og mit
spørgsmål er til Kerstin Hoffman. Nu kender jeg ikke jeres formålsparagraf, men jeg kan forstå, at målgruppen,
det er fra befrugtningsøjeblikket og så til navlestrengen kappes, og barnet bliver et selvstændigt
liv. Og der mener i altså, at det skal beskyttes frem for voksne mennesker, som kan få et værdigt og aktivt
liv ved at få stamceller – at der bliver forsket i stamceller – får stamcelleterapi.
Det kan jeg selvfølgelig ikke forstå, fordi jeg ved, at der er mange af de medlemmer, der er i foreningerne,
hvis eneste håb er at få den terapi, for ellers så dør de. De vil meget gerne tages som gidsler af forskerne i
lige den her situation, for det er deres eneste håb, og deres dødsforløb er ofte meget langt og meget pinefuldt,
og det er pinefuldt for omgivelserne at se på, og det er pinefuldt for dem, fordi ofte er hjernen jo
intakt, så de ved udmærket godt, hvad det er, der foregår, så stamcelleterapi er det eneste håb for dem.
Så spørger Hanne Severinsen, om konsekvensen kan være, at vi skal forbyde de handicappede at tage til
udlandet, og det mener du, at det skal man så. Det vil så sige, så skal vi også af med det frie sygehusvalg
og se på det, og det kan nok blive muntert.
57