Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
De handicappede er blevet gidsler i debatten om fosterstamceller, og det så vi et eksempel på i TV for
nylig med den spændende udsendelse med Christopher Reeve. Men det dybt beklagelige er, at de forskere,
der har stor karrieremæssig interesse i at forske i fosterstamceller, bruger ulykkelige menneskers håb
som murbrokker i et forsøg på at ændre lovgivningen.
Det er for så vidt meget forståeligt, at forskere, der arbejder med dette til daglig, og har det som interesse
og levebrød, med begejstring kigger på alle nye muligheder, og det er endnu mere forståeligt, at handicappede
mennesker og deres pårørende vil gøre næsten hvad som helst for at opnå helbredelse eller en
lindring. Men den nye forskning involverer ikke kun disse to parter. Den tredje part er fosteranlægget, og
da det ikke kan tale sin egen sag, så er det samfundets opgave at forsvare dets rettigheder.
Forskning i voksne stamceller indebærer ikke nogen krænkelse af menneskeligt liv og er derfor et oplagt
sted at lægge kræfter og ressourcer for et samfund, som vil holde fast i, at menneskelivet har krav på
beskyttelse fra undfangelsen. Også på det her felt er der jo brug for, at der er nogen, der går foran og investerer.
Det har været brugt som begrundelse for at give tilladelse til forskning i fosterstamceller, at de fosteranlæg,
man gerne vil forske i, alligevel skal kasseres, og så kan man lige så godt bruge dem til noget nyttigt.
Denne her argumentation bygger jo på den vigtige iagttagelse, at alt for mange fosteranlæg kasseres som
følge af den nuværende praksis, fordi man befrugter flere æg, end man skal bruge i vækstbehandlingen.
Men konklusionen er forkert. I stedet for yderligere at vanære fosteranlægget ved at gøre det til et forsøgsdyr,
så bør man stoppe den praksis, der resulterer i et overskudslagre af menneskeligt liv.
Et andet argument er, at udlandet vil overhale danske forskere for at tilbyde en behandling, som handicappede
derefter kan kræve at komme til udlandet for at få. Men det er et typisk erhvervsbeskyttende
argument, som ingen vægt, synes jeg, kan tillægges i en etisk debat. Hvis man i etiske spørgsmål skal
følge trop, hver gang en bestemt praksis tillades i et af de lande, vi normalt sammenligner os med, så
fralægger man sig sit ansvar for at tage stilling selv. Man tilsidesætter i virkeligheden enhver etisk overvejelse
og knæsætter den laveste fællesnævners princip.
Derfor er min konklusion, at hvis vi gør fosteranlægget til et forskningsobjekt, et medikament eller et
industriprodukt, så ringeagter vi vor egen oprindelse, og det vil få helt uoverskuelige konsekvenser for
vores syn på de svageste grupper. Et menneskeligt liv må aldrig reduceres til et formål for et andet.
Ordstyrer:
Tak, Kerstin Hoffman. Så giver jeg ordet til lektor ph.d. Mette Hartlev fra Københavns Universitet. Mette
Hartlev, der også er næstformand i Det Etiske Råd.
Mette Hartlev , lektor, ph.d., Københavns Universitet, næstformand i Det Etiske
Råd:
Ja tak. Jeg er blevet bedt om at holde et indlæg, hvor jeg koncentrerer mig om de lovgivningsmæssige
aspekter vedrørende det her spørgsmål, med andre ord hvordan. Hvad skal man være opmærksom på,
når man skal lovgive inden for det her felt, og jeg skulle måske indlede med at sige, at i virkeligheden har
jeg mest lyst til at kaste mig ind i den etiske diskussion, og da ikke mindst efter at have hørt Svend Andersen
sige, at lovgivningen er alt for vigtig til, at man kan overlade den til jurister og politikere, men nu
er det altså sådan, at jeg er blevet bedt om som jurist at komme med nogle ord – at sige nogle ord til nogle
politikere -
33