Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
kendsgerninger bør fosteranlægget helt fra befrugtningen have samme status som ethvert andet menneskeligt
liv. Selv om det har en lang og voldsom udvikling foran sig i afhængighed af sine omgivelser, så
har det samme krav på beskyttelse som ethvert andet menneske. Og denne holdning bygger ganske rigtigt,
Svend Andersen, på et menneskesyn, hvor alle mennesker uafhængig af alder, størrelse, ydeevne,
helbredstilstand, opholdssted, forældreopbakning osv. osv. regnes for ligeværdige. Og værdien består
ikke i det her. Værdien består alene i det at være et menneske, ikke at være et dyr, ikke at være en ting,
ikke at være noget som helst andet, men at være et menneske. Og fosteranlæggets absolutte ret til et liv
og beskyttelse har da også tidligere været en selvfølge for lægevidenskaben. I Geneve-deklarationen, som
verdenslægeforeningen vedtog i 1948, der indgår sætningen: ”Jeg vil nære den højeste respekt for menneskets
liv fra dets undfangelse selv under trusler”.
Ønsket om at ændre fosteranlæggets status er opstået i takt med, at graviditeten er blevet et mål for
forskning, manipulation og behandling. Fosteranlægget betragtes i denne forbindelse som et middel til at
opnå graviditet. Noget man kan have overskud af, dyrke, kassere eller forske på. Og det er den situation,
etikken forventes at tilpasse sig. De etiske begrundelser, der bliver givet for at fratage det tidlige liv dets
absolutte værdi virker på mig kunstige og ulogiske.
Særlig to argumenter har været fremført, som jeg synes jeg vil nævne, og det er for det første, at man
siger, at fosteranlægget først ved indvæksten i livmoderen har fuld moralsk status, fordi det først der har
mulighed for liv. Men dette er en kunstig opdeling af fosteranlæggets livsløb, for fosteranlægget har helt
fra befrugtningen mulighed for liv, hvis det gives de rette betingelser. I det her stykke adskiller det sig
ikke fra det ældre foster eller fra det fødte barn. Man skaber jo netop også i laboratoriet med varmeskabe
og vækstmedier et miljø, der efterligner æggelederens, fordi man herved kan holde fosteranlægget i live.
Indvæksten i livmoderen er en milepæl i fosterets liv, en begivenhed der er nødvendig, hvis det skal vokse
og blive større. Og hvis man vælger at fratage det denne her mulighed for at leve videre, så bliver det
menneskeliv meget kort, men det kan aldrig blive noget andet end et menneskeliv.
For det andet så fremføres der i debatten ofte tidspunkter i udviklingen, der skal passeres eller kvaliteter,
der skal opnås, for at fosteret kan få fuld menneskelig status. Nogle foreslår sammenvoksningen af neuralrøret,
andre afslutning af organdannelsen eller evnen til at føle smerte, eller som Lektor Lone Nørregård
definerer det i et læserbrev, at et barn skal kunne ønske livet for at have ret til det, og det sker jo ret
sent.
Problemet med denne måde at betragte fostret på er, at den ene grænse ikke adskiller sig væsentligt fra
den anden, og at det er helt urimeligt at stille kvalitetskrav til livet. Dette at skulle kvalificere sig til livet
er en ny og skræmmende etik, som kan få vide konsekvenser for andre svage grupper i vores samfund,
syge og gamle og døende. Hvis vi tilsidesætter menneskets absolutte værdi i dets tidligste faser, så kan vi
ikke undgå, at det påvirker vores syn på mennesket i andre af livets faser.
Forskning i embryonale stamceller kan ikke forenes med hensyn til fosteranlægget og den nuværende
lovgivning. Hvis vi gør fosteranlægget til et objekt for forskning, og til et potentielt middel for behandling
af et andet menneske, så starter vi en farlig tingsliggørelse og en krænkelse af mennesket. Intet menneske
skal ufrivilligt udsættes for et indgreb, der ikke kommer dem selv til gode. Ingen har ret til at ofre en
andens liv. Derfor kan forskning i embryonale stamceller ikke forenes med hensyn til fosteranlægget.
Det ændrer ikke ved situationen, at forældre har givet tilladelse i de enkelte tilfælde, for så gør man fostrets
værdi afhængig af forældrenes hensigter med det. Det ændrer heller ikke, at ofringen af fostrets liv
tjener et godt formål. Hvis vi indfører det princip, at den svagere gruppe skal ofre sig for den lidt stærkere,
så sender vi for alvor de syge og handicappede ud i et etisk tomrum, hvor ingen kan føle sig sikker på,
hvornår det vil tjene et godt formål, at de bliver ofret for en stærkere gruppes skyld.
32