Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
fordi, det tager simpelthen så lang tid, hvis vi får lov nu. Hvis vi ikke får lov nu, så kan du bare lægge de
der 13-15 år til det tidspunkt, hvor vi så får lov, eller andre har fået lov.
Nu kan jeg ikke engang huske det sidste spørgsmål, jo, forsyningen. Der er en udbredt misforståelse, for i
opstartfasen er det klart, at folk har ikke de samme vævstyper. Vi er ikke ens genetisk, heldigvis, men det
betyder også, at vi har forskellige vævstyper, og det er vævstyperne, der afgør, hvor uforligelige cellerne
er med kroppen. I diabetes vil de alle sammen være uforligelige, men hvor uforligelige vil de være. Så vi
har brug for i de tidlige faser at kunne arbejde med forskellige embryonale stamcellelinjer således, at
forskellige patienter vil kunne tilbydes forskellige celletransplantationer. Men så snart vi har dem, så er
det jo en uudtømmelig kilde, så kan vi vitterlig ud fra det producere til de patienter, der er, og der er jo
altså millioner, 4-5 millioner over hele verden.
Ordstyrer:
Mette Kirstine Agger, har du en opfølgende kommentar?
Mette Kirstine Agger:
Bare en meget kort kommentar. Jeg synes faktisk, det har været sagt meget sobert, bl.a. af den første indlægsholder
og et par gange efterfølgende, at vi snakker altså virkelig langt ud i fremtiden. Jeg tror også, at
jeg havde en bemærkning om det. Det blev understreget lige fra dag et netop som en modsætning til, at
man i en periode i bl.a. den svenske debat var kommet med meget optimistiske toner, så det tror jeg, du
hører som en samstemmende udmelding fra dem, der arbejder med det, at vi har lange perspektiver. Det
synes jeg ikke, der har været lagt skjul på.
Anne Grethe Holmsgaard:
Jamen OK, det kan så være, at jeg ikke har hørt det tydeligt nok. Det synes jeg er vigtigt at få slået fast, at
det er ikke inden for en kort periode. Og jeg synes, det må slås meget tydeligt fast, fordi vi sender jo også
nogle signaler ud herfra til en masse mennesker, som har alvorlige sygdomme, og hvor det kan skabe
nogle forhåbninger, som kan vise sig at være fuldstændig falske forhåbninger.
Men jeg vil godt spørge dig, Mads, igen. Det du siger, skal det forstås sådan, at hvis man lægger en begrænsning,
der siger, at der må forskes i embryonale stamceller i den udstrækning, hvor der er tale om, at
det er stamceller, der går til spilde ved kunstig befrugtning, så er der ikke noget kvantitetsproblem. Hvis
man gik skridtet videre og sagde, at nu går man over i en behandlingsfase, så kan man ud fra de få stamceller
dyrke tilstrækkeligt med celler. Er det det, du siger?
Mads Krogsgaard Thomsen:
Ja, det er det stort set. Det er klart, at som det er lige nu, er der ikke en eneste kvinde eller noget ægtepar
eller samlevende par, der har været i infertilitetsbehandling, der har givet informeret samtykke til, at et
eneste 4-dages æg eller embryon må bruges til grundforskning i stedet for at blive smidt ud, når tiden er
gået. Så det er klart for overhovedet at komme i gang, så enten skal man starte fra scratch, eller hvad der
er mere naturligt sende et brev ud til alle de par, der har været i den her form for behandling med en forespørgsel
- ligesom vi alle sammen har måttet tage stilling til, om vi ville være organdonorer her for ganske
nylig - hvor man bliver spurgt, giver du dit informerede samtykke til, at de æg, der om 13 måneder vil
blive bortsmidt, må gå til grundforskningsmæssige formål med det for øje, at måske på sigt et eller andet.
Så vi skal have styr på det her, og det kræver igen nogle informerede samtykkeovervejelser á la dem, vi
også havde under biobank-diskussionen for ikke så længe siden, som nok skal strammes op.
Og som Mette Kirstine Agger var inde på, så hele den regulatoriske proces. Hvordan laver man kliniske
afprøvninger, hvordan får man godkendt sådan et produkt, hvad er det for nogle læger, der har lov til at
73