Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
Sundhedsmæssige perspektiver
Af Ole Færgeman, professor, dr.med., Den Centrale Videnskabsetiske Komité,
Århus Universitetshospital
Embryonale stamceller kan teoretisk set anvendes i behandling af en række sygdomme, som har det tilfælles,
at der er sket tab af celler i et eller andet organ. Visse former for kræft, neurodegenerativ sygdom,
sukkersyge og muskelsygdomme vil i fremtiden måske kunne behandles med en eller form for stamceller
eller celler, som er videreudviklede fra stamceller.
Et eksempel på en udbredt muskelsygdom er hjerteinfarkt, det vil sige tab af hjertemuskel som følge af
tillukning af en kranspulsåre. Hvert år får ca. 12.000 danskere et hjerteinfarkt (“blodprop i hjertet”). Hos
en tredjedel af disse mennesker er skaden på hjertemusklen så betydelig, at dens pumpekraft er påvirket.
Tilstanden kaldes hjertesvigt, og den vil engang måske kunne behandles ved at erstatte tabte hjertemuskelceller
med celler, der kan udvikles til nye hjertemuskelceller.
Fornylig har to tyske forskergrupper faktisk offentliggjort forsøg med anvendelse af voksne stamceller fra
blod eller knoglemarv til behandling af patienter med akut hjerteinfarkt. Forskerne mente at kunne konstatere
forbedring af hjertefunktion som følge af cellebehandlingen, men enten manglede kontrolgruppe
21 , eller den var forkert sammensat 22 , og forskernes resultater var, trods publikation i et særdeles
respekteret tidsskrift, slet ikke troværdige.
Et af mange problemer var, at forskerne indgav patienter alt for få voksne stamceller (allerhøjst en tusindedel
af de celler, der mistes i et hjerteinfarkt). Hvis man fremover derimod kunne anvende celler, som er
udviklede fra embryonale stamceller, vil man måske kunne indgive så mange hjerteceller, at det vitterligt
gør en forskel. Før man når så vidt skal der imidlertid betydelig mere grundforskning til. Blandt andet
skal det afklares, hvorledes man får stamceller til at udvikle sig til egnede hjerteceller (differentiering af
embryonale stamceller eller transdifferentiering af voksne stamceller), og man skal kunne bevise, at man
har fået de transplanterede hjerteceller til at fungere sammen med det syge hjertes egne celler. Man skal
også kunne undgå, at de transplanterede celler afstødes eller udvikler sig til svulster. 23
Såfremt disse mange problemer overhovedet kan løses, skal cellebehandling (regenerativ medicin) afprøves
som enhver anden ny behandling. Der skal gennemføres veltilrettelagte kliniske undersøgelser med
ordentlige kontrolgrupper, og undersøgelserne skal forinden vurderes af bl.a. de regionale videnskabetiske
komitéer. I visse særlige situationer kan læger godtnok undlade anmeldelse til den videnskabsetiske
komité, fordi den udokumenterede behandling anvendes som en sidste udvej for den enkelte
patient fremfor som middel til opnåelse af ny, systematisk og generaliserbar viden (Sundhedsstyrelsens
vejledning af 2. juli 1999om indførelse af nye behandlinger i sundhedsvæsenet). Men i en diskussion af,
hvorledes vi skal godkende anvendelse af stamceller i forskning og behandling, er kravet om veltilrettelagte
undersøgelser og anmeldelse til komitésystemet ufravigeligt.
21 Assmus B, Schachinger V, Teupe C, Britten M, Lehmann R, Dobert N et al. Transplantation of Progenitor
Cells and Regeneration Enhancement in Acute Myocardial Infarction (TOPCARE-AMI). Circulation 2002;
106(24):3009-3017.
22 Strauer BE, Brehm M, Zeus T, Kostering M, Hernandez A, Sorg RV et al. Repair of infarcted myocardium
by autologous intracoronary mononuclear bone marrow cell transplantation in humans. Circulation
2002; 106(15):1913-1918.
23
Gepstein L. Derivation and potential applications of human embryonic stem cells. Circ Res 2002;
91(10):866-876.
152