Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
De samfundsmæssige rammer
Ole Hartling, overlæge, dr.med., formand for Det Etiske Råd fra 2003:
Tiitanen Prometheus stjal ilden fra guderne og gav den til menneskene og som straf lænkede Zeus ham til
en klippe, og her hakkede Zeus’ ørn om dagen leveren ud på ham, for at den i nattens løb gendannedes, så
næste dag blev den ørnens bytte på ny.
Den her myte blev brugt som optakt til en EU- konference om stamceller for ca. 1 år siden, og den har to
lag i sig, nemlig for det første – I fik fat på ilden, for den kan jo være en god tjener og måske en ond herre –
og det andet er, at med de forunderlige stamceller kan vi muligvis gendanne sygt eller ødelagt væv også
levervæv.
Den mulige anvendelse af embryonale stamceller til forskning og behandling af alvorlige sygdomme hos
mennesker gør jo, at vi er nødt til at overveje, hvilken etisk status, man mener fosteranlægget har. Det er
jo en faktuel – som det kaldes – kendsgerning, at livet tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet,
men normativt vil nogle på den ene side lægge vægt på, at et menneskeliv begynder på dette tidspunkt,
og at det derfor skal beskyttes og respekteres som et menneskes liv. Og andre opfatter det på den måde, at
dette nye liv er menneskeligt i modsætning til andet liv, ikke menneskeligt liv, f.eks. dyreliv.
Man har sagt, at den første opfattelse er absolut og den anden måske relativ eller gradualistisk. Den første
siger, at mennesket er skabt, et menneskeliv er begyndt, og den anden siger, at kimen til et menneske
er lagt, eller muligheden for et menneskeliv er skabt.
Nu hænder det, at nogle siger, at når vi nu har fri adgang til abort, skulle vi da så ikke kunne behandle
noget, der endnu kun er et fosteranlæg, som vi vil, og hertil er at sige, at det at tage livet af et foster ikke
bliver rigtigt eller etisk, fordi loven giver mulighed for det. For den lov kom i stand af flere grunde, som
jeg ikke vil nævne nærmere, men disse grunde har nærmest karakter af force majeure eller lidt selvmodsigende
en vedvarende force majeure, og under force majeure kan man blive nødt til at træffe beslutninger
og handle på en måde, som man ikke ellers går ind for.
Abortloven kan derfor ikke uden videre sanktionere enhver håndtering af et foster eller et fosteranlæg, og
det er derfor, det er rigtigt, at vi overvejer igen grundigt, om vi kan tillade os at gøre det, vi vil gøre med
dette mulige liv også i forbindelse med stamcelledebatten.
Alligevel er der et princip i Abortloven, som jeg synes, det er værd at hæfte sig ved i denne sammenhæng,
og det er, at grundene til, at et svangerskab kan afbrydes vil eller skal være mere tungtvejende jo længere
hende i graviditeten, kvinden er. Og det forekommer selvfølgeligt, for det dækker nemlig den opfattelse,
at fosteranlæggets etiske status er stigende fra befrugtningstidspunktet og gennem graviditeten frem til
det levedygtige barn, ligesom moderens bevidsthed om, at hun venter et barn, er det. Man kan sige det på
en anden måde, at selv om livet begynder ved befrugtningen, så betyder det altså ikke, at det er virkeliggjort.
Den egentlige livsmulighed opstår først, når undfangelsen i den betydning at modtagelsen i livmoderen
har fundet sted.
Et andet billede man kunne bruge er, at vi alle ved, at det at smide en kastanje væk eller stikke tændstikker
i den og lave dyr af den, som vi sikkert alle har gjort, er ikke det samme som at fælde et kastanjetræ.
89