<strong>Embryonale</strong> stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003 Der er med andre ord en række lovgivningsmæssige værktøjer, som kan tages i brug i forbindelse med lovregulering af forskning vedrørende embryonale stamceller. Disse værktøjer gør det efter min opfattelse muligt at udforme en lovgivning, som kan reflektere en balance mellem de forskellige – og delvist modsatrettede – interesser og værdier på dette område, og som kan fungere inden for et område, som må forventes at udvikle sig hurtigt. For at sikre en ordentlig lovkvalitet er det imidlertid nødvendigt, at der er klarhed over værdivalg og værdiprioriteringer. Det er her, lovgivningsarbejdet skal starte. 133
<strong>Embryonale</strong> stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003 Det forskningsmæssige potentiale i Danmark Af Jens Zimmer Rasmussen, professor dr. med., Dansk Center for Stamcelleforskning Biologisk baggrund og definition af stamceller Stamceller er specielle celler, som i forskellige udgaver har vigtige funktioner fra den helt tidlige fosterudvikling, til vi afgår ved døden. Stamceller er celler, som ved deling både kan danne identiske kopier af sig selv (selvfornyelse) og give ophav til forskellige typer af andre celler. Stamceller findes helt fra det allertidligste anlæg af fosteret, men også senere i fosteret, hos den nyfødte og også i stort set alle væv hos voksne. Funktionelt er stamceller grundlaget for dannelsen og væksten af de forskellige væv og organer i fosteranlægget og for den forsatte udvikling og vækst og den naturlige fornyelse af celler senere i fostertilværelsen og efter fødslen. Efter at vævene og organsystemerne er dannet sidst i fostertilværelsen og hos børn og voksne, er stamceller ude i vævene stadigvæk grundlaget for den vækst, der sker. Efterhånden bliver det dog mere dannelsen af nye celler som led i den normale omsætning (nedslidning og fornyelse) af celler, der dominerer, men der kan også ske ekstra dannelse af celler, som led i reparation ved sygdom eller skader på væv og organer. - Betegnelsen stamcelle dækker altså over mange forskellige slags celler, hvor de forskellige former for stamceller bedst kan skelnes fra hinanden på grundlag af - a) deres forskellige forekomst under fosterudviklingen og i vævene derefter, og - b) hvilke forskellige celletyper, den enkelte stamcelle kan give ophav til. Vort legemes organer og væv, det vil sige vores hud, knogler, muskler, indvolde og hjerne med mere, består af ca. 300 forskellige celletyper. Det hele starter med én celle (det befrugtede æg, zygoten), som gennem sine allerførste delinger danner det tidlige fosteranlæg (blastocysten). Her bliver den første udspecialisering og funktionsdeling mellem celler tydelig. Det ydre lag af blastocystens celler (den ydre cellemasse) udvikler sig gennem celledeling og uddifferentiering til fosterets hinder og moderkage, mens andre celler (den indre cellemasse, de embryonale stamceller) giver ophav til selve fosteret og de ovenfor nævnte ca. 300 forskellige celletyper. Dette sker gennem udviklingen af serier af andre, mere og mere specialiserede stamceller, rettet mod dannelsen af legemets forskellige væv og organsystemer. Vævsbestemte typer af stamceller findes altså allerede i de få uger gamle foster, svarende til at dannelsen af væv og organer finder sted. Samtidig med at fosteret udvikler organer og væv, vokser det også kraftigt gennem almindelig tilføjelse af nye vævsbestemte celler ved celledeling. På et tidspunkt er de forskellige væv og organer dannet, og det bliver i stedet væksten, det vil sige øgningen i antallet af de enkelte celletyper, der dominerer. Denne vækst er særlig udtalt i den sene fosterudvikling og den tidlige barnealder og puberteten, men findes også hos voksne. Grundlaget herfor er de såkaldte vævsbestemte “voksen stamceller”. Efterhånden som legemet er vokset til, bliver det mere dannelse af nye celler til erstatning af tabte, der dominerer, f. eks. som led i den normale omsætning (nedslidning og fornyelse) af celler i tarmens slimhinder, hvor celler kun lever i ca. 7 dage, af blodet celler, hvor de røde blodlegemer lever i ca. 120 dage, mens nogle af de hvide blodlegemer kun lever 1-2 døgn, af hudens celler og så fremdeles. Nogle steder er denne omsætning normalt meget langsom (knogler, brusk, senevæv) eller i praksis stort set ikke eksisterende (nerveceller i hjerne og rygmarv). Væv og organer med stor normal omsætning (tab og nydannelse) af celler har normalt også stor reparationsevne, hvis der sker skader på vævene eller organerne, og op til et vist omfang virker skader på vævene som regel kraftigt stimulerende på dannelsen af nye celler ud fra de umodne celler og stamceller, der findes i vævene. I nogle væv. f. eks. hjernevæv, kan selv mindre celletab imidlertid i praksis ikke erstattes af vævets egne stamceller. Legemets forskellige typer af væv 134
Change language