Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
Man kan så diskutere, om det tager 13-15 år, det gør det nok for medicinalindustrien at lave, men
spørgsmålet er, skal de levere alle stamcelleprodukterne? Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at vi
selv – det sted hvor jeg kommer fra – har en klinisk/immunologisk afdeling, som vil være i stand til at
forsyne andre med stamcelleprodukter. Og jeg tror den viden, vi har der, den kan vi nyttiggøre, fordi i
eksperimentel øjemed kan det give doseringer til enkeltpatienter.
Det, vi jo taler om i medicinalindustrien, når det skal standardiseres, er spørgsmålet om, hvornår vi får
viden nok til at melde ud. Det er ikke sikkert, det først er om 13-15 år. Det er formentlig om 5-6 år, at vi
ved meget mere. Så det kunne være en periode, man gav som en saltvandsindsprøjtning, hvis man ville
det her. Men det er nogle af de synspunkter, jeg vil slå til lyd for, og jeg synes i øvrigt, at det er utrolig
spændende og relevant med sådan en tidlig varsling.
Ordstyrer:
Tak, Jens-Otto Jeppesen fra Odense Universitetshospital, og nu går vi til spørgerunden, hvor Tove Videbæk
fra Kristeligt Folkeparti lægger ud.
Tove Videbæk:
Ja, Ole Færgeman. Jeg har først et spørgsmål til dig: Vi har tidligere på dagen hørt fra Peter Hokland, at de
fleste forskere ville vælge voksne stamceller. Ville du også det? Eller ville du helst helt fravælge cellebehandling
og så fokusere på at samle kræfter og ressourcer omkring helt sikre og helt ukontroversielle
løsninger, som Lene Koch foreslår, og som hun beskriver i sit oplæg. Jeg vil egentlig gerne høre dig sige
lidt mere om det, fordi det lød på mig, ligesom du egentlig helst ville være det foruden.
Så til Jens-Otto Jeppesen: Du sagde her midt i dit oplæg, at livet begynder ved befrugtningen, og jeg kunne
se, at det betød noget for dig at sige det, men giver det dig ikke problemer i forhold til så at bruge de
befrugtede æg eller fosteranlæg til forskning? Mener du også, at vi behandler de befrugtede æg, som vi så
bør gøre det, altså som liv med respekt og med værdighed, hvis vi giver os til at forske på dem?
Og et sidste spørgsmål det var vedrørende økonomien: Du var en hel del inde på økonomien og var lidt
bekymret for den. Men kunne du så ikke se en fordel i, hvis vi koncentrerede os om de voksne stamceller,
som vi jo allerede ved en hel del om, for vi har allerede investeret en del økonomi i forskning af voksne
stamceller. Var det så ikke en idé, som du ser det - hvis vi ser på det med økonomiske øjne - at samle vores
viden og vores økonomi og vores kræfter omkring de voksne stamceller og så virkelig intensivere og sætte
turbo på det felt, så vi ikke spreder vores ressourcer over det hele på en gang.
Ordstyrer:
Godt. Allerførst Ole Færgeman, og det er ikke sikkert, at alle har læst Lene Kochs indlæg. Det kommer
snart, men jeg vover, at du svarer alligevel. Der er sikkert en del, der har læst det.
Ole Færgeman:
Jeg svarer i hvert fald ikke på Lene Kochs vegne, men du spurgte om voksne versus embryonale stamceller,
og der vil jeg sige, jeg er jo altså ikke stamcelleforsker. Jeg er ikke ekspert på dette område, overhovedet
ikke. Men det, jeg brugte var et eksempel på en problematisk tidlig publikation om et tilsyneladende
gennembrud, som ikke holder for en nærmere ganske elementær granskning, altså en ganske elementær
bedømmelse af, hvordan ordentlig videnskab skal laves. Det var netop et eksempel baseret på voksne
stamceller ved behandling af hjertesvigt. Og jeg brugte det kun som et eksempel på, hvordan vi skal være
lidt – jeg vil ikke sige skeptiske – men vi skal være stærkt kritiske over for de publikationer, der kommer
om de her ting. For i begyndelsen af et nyt forskningsfelt, et nyt behandlingsfelt, så er fristelsen til at
publicere meget nye og meget dramatiske resultater af forskning jo selvfølgelig meget stort. Og det er
netop i den fase, at man skal være meget kritisk, og så sker der typisk det i løbet af nogle år, at så kommer
81