Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
Jens Zimmer Rasmussen (Professor dr.med., Dansk Center for Stamcelleforskning):
Ja, de befrugtede æg - men nu er det altså så celler fra den indre cellemasse, de embryonale stamceller, vi
taler om - er jo meget potente celler, hvis man lader dem blive hvor de er. Jeg vil gerne bringe det perspektiv
frem. Man kunne spørge, hvor mange befrugtede æg skal der til for at danne et individ. Der ved vi jo
godt, det er ét. Hvor mange embryonale stamceller, hvor mange celler i den indre cellemasse skal der til
at danne vævsorganer. Ja det ved vi jo ikke. Der sidder jo en lille klump. Vi skal se de celler som naturlige
celler i en naturlig sammenhæng, hvad de kan, når det vel at mærke er naturen, der kører det.
Og det, der er interessant her med de embryonale er jo, at fra få embryonale stamceller kan man opformere,
så man får en større mængde af dem af samme slags tilgængelige, og kan så arbejde ud derfra. Så
jeg synes, at det er i det perspektiv, man skal se det. Det er celler, det er ikke kunstige celler, det er naturligt
forekommende celler, som faktisk kan det, som vi nu bare vil gøre på en anden måde ved at lure naturen
af. Men det naturlige egenskaber ved de celler, det er bare omstændighederne der er – jeg vil lige
sige, det er jo ikke et problem, når de er i deres naturlige omgivelser, så gør de, hvad de skal for det meste
da. Men det er jo det, man skal lure af, og det er de betingelser, vi skal skabe og måske endda skyde nogle
genveje. Og jeg ønsker faktisk – og det er meget væsentligt, at man ser cellerne i det perspektiv. Det er
ikke kunstige celler, det er naturlige celler med naturlige potentialer.
Ordstyrer:
Godt. Else Theill Sørensen, Konservativt Folkeparti.
Else Theill Sørensen (KF):
Ja jeg har nogle, jeg tror jeg vil sige hovedsageligt tekniske spørgsmål. Der blev sagt af Peter Hokland, tror
jeg, at de celler vi indgiver, skal kunne sørge for blodcelledannelsen resten at patientens liv. Altså er det
sådan, at man indgiver et lille antal celler, en celle eller hvad, og så formerer den sig, og så fortrænger den
– og så erstatter den de blodceller, man mangler.
Så savner jeg sådan lidt en præcis definition af en cellelinje. Jeg har sådan en fornemmelse af, at det er
det, der er blevet ud af en enkelt celle, som har formeret sig og kopieret sig selv. Disse embryonale stamceller,
som evt. skal bruges i første omgang til forskningen, for at de kan bruges klinisk – altså komme ind
i en menneskekrop og virke – skal de så programmeres til – jeg tror det er det udtryk man har brugt –
programmeres til at sidde i det bestemte organ.
Og så lige en ting mere. I alt det materiale, vi har set igennem tiden, der er der et begreb, der hedder, at
man høster stamceller. Kan det sådan beskrives lidt nærmere?
Ordstyrer:
Peter Hokland, en tre, fire spørgsmål.
Peter Hokland:
Ja, det første spørgsmål gik på den analogi jeg bragte i min egen kliniske situation, hvor vi giver patienterne
stamceller tilbage. Det har man gjort i – som der blev sagt før – 30 år, og de celler holder. Det er bare
ikke det samme som, at de celler, vi taler om her, som skal omprogrammeres, at når de kommer over i det
andet organ, at de holder der. Det ved vi ikke.
Så var der spørgsmålet om, hvad en cellelinje var, og det synes jeg også, at Jens Zimmer Rasmussen tog
frem, at det er vigtigt, at en cellelinje, det er én celle, som er kommet ud af en suppe, og som har nogle
bestemte fortrin. En kræftsvulst er startet fra en celle, som så efterhånden overvokser de andre, og det er
ikke en kræftcelle, når man har en embryonal celle, men det er det samme princip. Èn celle har på en eller
anden måde fået en fordel, og så kan man drage nytte af det i den her situation.
23