Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
der faktisk ikke er behov for, at der bliver doneret et eneste mere nyt befrugtet æg? Er der rigeligt? Du
skriver, at de er udødelige osv.
Og så vil jeg gerne have et ord fra dig også om de stamcellelinjer, som allerede findes og er i funktion.
Hvad mener du om dem? Altså i Tyskland har man jo valgt at sige, at man vil kun bruge dem. De har sagt
nej til forskning i embryonale stamceller som sådan, men de vil godt bruge de stamcellelinjer, som allerede
er. Er det fordi Tyskland sådan er et underudviklet land i forskningsmæssig henseende og slet ikke
har forstået, hvad det hele drejer sig om?
Ordstyrer:
Ja, der er en skarp bemærkning der til sidst. Nu tager vi Jens Zimmer Rasmussen først. Hvilke risici er der?
Jens Zimmer Rasmussen:
Jeg vil sige, at jeg var jo så naiv at tro, at når jeg skrev det med forskningen, at så mente jeg jo, at det var
godt for os alle sammen, og jeg har været igennem debatten jo altså tidligere med brug af foetale fostre
ved aborteret væv. Og der blev det jo også fremført, jamen det var jo for, at de unge forskere kunne gøre
karriere. Men når det så var patientforeninger, der ytrede sig, så kom den jo aldrig på banen. Og det vil jeg
da også sige, at når jeg har skrevet det der, at det vil være godt for forskningssamarbejdet, så mener jeg, at
det er fordi, det vil være godt for os alle sammen, og det er ikke bare godt for forskerne på den måde.
Men hvis man skal bruge forskerne til det, de kan, så skal man også give dem ordentlige vilkår, så det er
faktisk på den måde, og det er ikke noget med, at forskere skal bestemme, hvor man skal gå hen. Forskere
skal levere viden. Forskere skal være med til at afklare, at man taler om faktuelle forhold og ikke et eller
andet science fiction. Og bl.a. jo netop det næste eksempel - hvilke ulemper der er.
Jamen er der ulemper ved embryonale stamceller? Nu taler jeg om biologiske ulemper. Så kan man så
sige. Det, man har fundet i nogle tilfælde, hvor man har transplanteret embryonale stamceller - som jeg
vil sige var ret rå forstået på den måde, at de ikke var forsøgt uddifferentieret i en bestemt retning, men
bare var sat direkte ind, som nogle har været f.eks. i rottehjerner, som jeg kender til i forbindelse med en
Parkinsons model – det er, at nogle af dem – åbenbart på grund af påvirkning fra vævet – udviklede faktisk
dopaminære nerveceller, og de gav en funktionel bedring hos dyrene. Mens andre celler lagde sig i
klumper og blev til - nogle kan kalde det for kræft - det er den form for kræft, som man faktisk også ser
hos mennesker, og ofte taler man om i lægtale, at det var en tvilling, som blev hængende og udviklede sig
så til atomer.
Så kan man så sige, det kan man konstatere. Da jeg læste det blev jeg jo ikke spor overrasket, fordi det der
sker, det er, at hvis cellerne kommer ind, embryonale stamceller, og de ligger i en lille klump sammen, ja
så vil de jo ligge i en lille klump i den indre cellemasse, og der skal de jo danne et foster, og det gør de jo
også der, hvor de er transplanteret ind. Så jeg vil ikke sige, det er en risiko, hvis man straks farer til at
bruge dem på den måde, men det er vel ikke meningen, for det her var jo i en afprøvning. Altså, man skal
faktisk benytte deres potentiale til at få mange af dem, og så skal man køre dem derud, så de kun kan
tage én retning, og det er jo det, der skal forskes i. Så jeg mener ikke, at man kan sige, at der er uforudsete
ulemper ved embryonale stamceller i dag. Det kan vi altså ikke sige. De resultater med kræft eller
ukontrolleret cellevækst var helt at forvente.
Ordstyrer:
Ikke flere kommentarer? Så går vi videre til Ole Madsen.
51