Rapport: "Embryonale stamceller". - Teknologirådet

Embryonale stamceller – høring om anvendelse af stamceller i forskning og behandling 23. januar 2003
Dette er imidlertid en kunstig opdeling af fosteranlæggets livsløb, idet fosteranlægget helt fra befrugtningen
har ‘mulighed for liv’, hvis det gives de rette betingelser. I dette stykke adskiller det sig ikke fra
det ældre foster eller fra det fødte barn. I laboratoriet skaber man jo netop med varmeskabe og vækstmedier
et miljø, der efterligner æggelederens, fordi man derved kan holde fosteranlægget i live!
Indvæksten i livmoderen er en milepæl i fosterets liv, en begivenhed, der er nødvendig, hvis det skal vokse
og blive større. Vælger man at fratage fosteret denne mulighed for at leve videre bliver dette menneskeliv
meget kort - men det bliver ikke noget andet end et menneskeliv.
For det andet fremføres der i debatten ofte tidspunkter i fosterudviklingen, der skal passeres, eller kvaliteter,
der skal opnås, for at fosteret kan gives fuld menneskelig status. Nogle foreslår sammenvoksningen
af neuralrøret, andre afslutningen af organdannelsen, evnen til at føle smerte osv. Eller man kan som
lektor Lone Nørgård, vælge den definition, at et barn skal kunne ønske livet for at have ret til det - dvs.
være mellem 1 og 2 år! 8
Problemet med denne måde at betragte fosteret på er, at den ene grænse ikke adskiller sig væsentligt fra
den anden, og at det er helt urimeligt at stille kvalitetskrav til livet. Dette at skulle kvalificere sig til at
leve, er en ny og skræmmende etik, der kan få vide konsekvenser for andre svage grupper i vort samfund:
syge, gamle og døende.
Tilsidesætter vi menneskets absolutte værdi i dets tidligste faser, kan det ikke undgå at påvirke synet på
mennesket i andre af livets faser.
Kan forskning i embryonale stamceller forenes med hensynet til fosteranlægget og den nuværende
lovgivning?
At gøre fosteranlægget til objekt for forskning og til et potentielt middel for behandling af et andet menneske
er udtryk for en farlig tingsliggørelse og krænkelse af mennesket. Intet menneske skal ufrivilligt
udsættes for indgreb, der ikke kommer det menneske selv til gode, og ingen har ret til at ofre en andens
liv. Derfor kan forskning i embryonale stamceller ikke forenes med hensynet til fosteranlægget.
Det ændrer ikke ved situationen, at forældre evt. har givet tilladelse i det enkelte tilfælde, idet fosterets
værdi dermed gøres afhængig af forældrenes hensigter med det.
Det ændrer heller ikke ved situationen, at ofringen af fostrets liv tjener et godt formål. Indfører vi først
princippet, at den svagere gruppe må ofre sig for den lidt stærkere, sender vi for alvor de svage og handicappede
ud i et etisk tomrum, hvor ingen kan føle sig sikker på, hvornår det vil tjene et godt formål at de
ofres, for en stærkere gruppes skyld.
De handicappede er desværre blevet gidsler i debatten om fosterstamceller, som eksempelvis i en nylige
amerikansk udsendelse med Christopher Reeve. 9 Det er dybt beklageligt, at forskere, der har stor karrieremæssig
interesse i at forske i fosterstamceller, bruger ulykkelige menneskers håb som murbrækker i
forsøget på at ændre lovgivningen.
Det er for så vidt forståeligt, at forskere, der arbejder med dette til daglig og har det som interesse og levebrød,
med begejstring griber alle ny muligheder. Det er endnu mere forståeligt, at svært handicappede
mennesker og deres pårørende vil gøre næsten hvad som helst for at opnå helbredelse eller lindring. Men
den nye forskning involverer ikke kun disse to parter. Den tredie part er fosteranlægget, og da det ikke
kan tale sin egen sag er det samfundets opgave at forsvare dets rettigheder.
Forskningen i voksne stamceller indebærer ikke nogen krænkelse af menneskeligt liv og er derfor et
oplagt sted at lægge kræfter og ressourcer, for et samfund, der vil holde fast i, at menneskelivet har krav
på beskyttelse fra undfangelsen. Også på dette felt er der vel brug for, at nogen går foran og investerer.
8 Information 27. 1. 99
9 TV2, 6. januar 2003
125