Betænkning om offentlighedsloven Bind 2 - Justitsministeriet ...

Offentlighedskommissionens betænkning – Kapitel 23
828
blandt de myndigheder, som ikke har åbne postlister, at ressourceforbruget ikke
vil stå mål med den konkrete efterspørgsel. Blandt de kommuner, som har åbne
postlister, er der omvendt den udbredte opfattelse, at åbne postlister ikke skal
bedømmes udfra den konkrete efterspørgsel alene, men i stedet ses som en del af
den samlede pakke af information, som en myndighed bør stille til rådighed for,
at borgerne kan orientere sig og følge med i sagsarbejde og politiske emner, når
der melder sig et konkret behov hos borgeren.”
2.3.3.3. Om håndteringen af personfølsomme oplysninger i forbindelse med
åbne postlister er anført følgende:
”Det er et gennemgående træk hos samtlige myndigheder i undersøgelsen, at
klientsager og personalesager som hovedregel er undtaget fra postlisten. Denne
fremgangsmåde er etableret udfra et dobbelt hensyn til borgernes retssikkerhed
og forvaltningens ressourceforbrug i forbindelse med dannelsen af postlister.
Ved automatisk at udelukke korrespondance vedrørende disse sagsområder fra
postlisten, undgår forvaltningen at skulle tage stilling til hver enkelt brev og sparer
på den måde ressourcer.
Blandt de adspurgte myndigheder er procentdelen af indgående post, som medtages
på den åbne postliste tilsyneladende ikke påvirket af, hvorvidt det er en
statslig, amtslig eller kommunal myndighed, der er tale om. Det virker i stedet
som om, den udslagsgivende faktor er myndighedens prioritering af og tilgang til
åbenhed og meroffentlighed. Når man undtager de personfølsomme klient- og
personalesager, ligger offentliggørelsesprocenten for de adspurgte myndigheder
fra omkring 50 procent af den indgående post og op til mere end 95 procent hos
nogle af de myndigheder, der har en erklæret politik om, at ”al indgående post er
åben medmindre, der er et meget godt argument for det modsatte”.
Når man ser bort fra klient- og personalesager, som der er stor enighed om at
undtage fra postlisterne, har undersøgelsen vist en række gråzoner, hvor der er
forskellig praksis fra myndighed til myndighed. Denne vekslende praksis kan
illustreres med klagebreve fra borgere, hvor praksis er temmelig forskellig fra
myndighed til myndighed. I den ene ende af spektret er der nogle myndigheder,
som offentliggør klagebreve til kommunen i fuld længde (i det omfang det ikke
indeholder personfølsomme oplysninger). Begrundelsen er, at klagebrevene er
en del af en offentlig debat, og at borgerne derfor må vende sig til offentligheden
omkring deres klage og agere derefter. En kommune fremhæver i den sammenhæng,
at borgerne selv finder omtalen på kommunens postliste positiv. I den anden
ende af spektret vælger nogle myndigheder slet ikke at medtage klagebreve
på postlisten udfra en betragtning om, at det er borgernes ret at kunne klage til
kommunen uden, at ”naboen kan stikke næsen i det”.