FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

118
medfører, i forvejen er opnået i eentralvarmefyrede etageejendomme og i alt fald for de
øvriges vedkommende vil kunne opnås ad lettere vej end ved gennemførelse af centraler,
der omfatter flere ejendomme.
Udvalget har derfor i det følgende tænkt på centraler, beliggende i villakvarterer
og lignende bymæssige bebyggelser, idet man dog ikke har set bort fra, at fjernvarmecentralerne
kan komme til at ligge således, at det er rimeligt og økonomisk hensigtsmæssigt at
kombinere forsyningen med fjernvarme til villakvartererne med forsyning af fjernvarme
til nærbeliggende etageejendomme. Derimod har man — navnlig på grund af forholdenes
forskelligartethed — ikke ved det følgende taget stilling til, hvilken ordning der bør gennemføres
i tilfælde, hvor der kan blive tale om en forsyning med fjernvarme også til industrielle
virksomheder.
I tilfælde, hvor større bebyggelser gennemføres af en bygherre som forretningsmæssigt
eller socialt byggeri til udlejning eller med salg for øje, vil det være naturligt allerede
ved udformningen af bebyggelsen at påregne anvendelsen af fjernvarme. De problemer,
der i denne forbindelse melder sig, er imidlertid af en væsentlig anden og mindre
generel karakter, end når fjernvarmecentraler gennemføres i allerede udbyggede villakvarterer
eller kvarterer, der i det væsentlige opføres af separate bygherrer. Udvalget har derfor
ikke ment det som sin opgave at behandle disse spørgsmål. Tilbage bliver derfor de generelle
spørgsmål, der knytter sig til gennemførelsen af fjernvarmecentraler i allerede i det væsentlige
udbyggede kvarterer eller kvarterer, hvor et fjernvarmeanlæg vil komme til at
omfatte flere indbyrdes uafhængige ejendomme.
Erfaringen har vist, at for disse anlægs vedkommende opstår vanskelighederne
på tre områder, nemlig 1) finansieringsproblemet, 2) servitutproblemet ved anlæg af centraler
i kvarterer, der er belagt med villaservitutter, og 3) adgangen til gennemførelsen af
ledningsnettet.
1. Finansieringsproblemet.
I de tilfælde, hvor man hidtil har gennemført fjernvarmecentraler af den herom
handlede karakter her i landet, har der været meget store vanskeligheder med at klare
finansieringsproblemet. Det må her erindres, at anlægsudgifterne ved et fjernvarmeanlæg er
meget betydelige og større end anlægsudgifterne ved enkelte kedelanlæg, jfr. foran. Da
kedlerne i et til fjernvarme egnet kvarter sædvanligvis ikke alle er udslidt på samme tidspunkt,
kommer hertil det tab, det vil medføre, at en ikke kassabel kedel må afhændes.
Man har hidtil klaret fmansieringsproblemerne på den måde, at man søgte optaget
sparekasse- eller banklån til finansiering af en væsentlig del af anlægsudgifterne, ca. 60
pct. Nogle steder har man for en større eller mindre del tilvejebragt kapital ved lån fra brændselsleverandører.
Et vist kontant indskud fra de enkelte husejere har også været nødvendigt.
Til sikkerhed for lånene, for hvilke de enkelte husejere hæftede solidarisk og personligt
har man indlagt pantebreve i de enkelte ejendomme, tinglyst på den plads i prioritetsrækken
for ejendommene, hvor der var plads. Brændselsleverandøren har haft sekundær
sikkerhed i bankens sikkerhedsobjekter.
Den omhandlede finansieringsmåde har naturligvis ikke været tillokkende for villaejerne,
der har følt sig usikre ved den solidariske hæftelse, og hvis ejendomme belåntes på
en uensartet måde. Udvalget mener yderligere ikke at kunne anbefale en finansieringsmåde,
hvorved centraler kommer i økonomisk afhængighedsforhold til sine leverandører.
Det vil være naturligt, at gennemførelsen af fjernvarmecentraler sker i nært samarbejde
med den kommune, hvori området er beliggende, og i mange tilfælde kan sådanne