FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

137
ligt forskningsarbejde, og det arbejde, der hidtil er foregået blandt psykologer, psykiatere
og pædagoger peger hen imod, at man fremover i overvejende grad bør lægge vægten på
halvdagsbørnehaverne. At et vist antal heldagsbørnehaver er nødvendige ud fra samme
sociale synspunkt, som er gjort gældende under afsnittet om vuggestuerne, er udvalget
imidlertid overbevist om.
Halvdagsordningen. Med halvdagsbørnehaver indfører man en hel ny målestok
for børnehavebehovet. Det vil utvivlsomt stige, fordi halvdagsbørnehaverne imødekommer
et mere eller mindre latent pædagogisk behov i befolkningen, som ikke tidligere har kunnet
komme til udtryk. Til gengæld kan halvdagsbørnehaverne være væsentligt simplere i deres
opbygning end de nuværende store børnehaver, idet en hel del af de funktioner, der hører
med til den store børnehave, og som er med til at gøre den indviklet og kompliceret, kan
bortfalde.
Heldagsordningen vil kræve en ganske anden indstilling — også fra autoriteternes
side — til hele vor småbørnsopdragelse, netop fordi vægten hidtil i så høj grad har været
lagt på det nødhjælpsbetonede. Individuel omsorg og tid til at tage sig af børnene kræver
mindre børnegrupper, end der arbejdes med i dag. Børnehavebygningerne må udformes
på en enkelt og afklaret måde, og man må ved planlægningen i langt højere grad tage
hensyn til børnenes psykiske udvikling og mentalhygiejniske pleje, end det er muligt
med den ordning, vi har i dag.
Behovsanalyse.
I første række har spørgsmålet om behovet for de forebyggende institutioner
betydning for udvalget, og i „Socialministeriets betænkning" er dette behandlet i et særligt
afsnit, „Trangen til oprettelse af nye institutioner for forebyggende børneforsorg og forbedring
af bestående", — side 51—54.
Man har i dette afsnit på grundlag af de nuværende og de forventede børnetal
indenfor de forskellige aldersgrupper i forbindelse med institutionernes ventelister opstillet
talmæssige udtryk for behovet for de forskellige kategorier af institutioner, dels for hovedstaden
alene, dels for de øvrige byområder.
Nu er ventelister, hvilket også understreges i betænkningen, langt fra noget sikkert
middel til at udtrykke et behov, hverken et øjeblikkeligt eller endnu mindre et fremtidigt,
og de beregninger, betænkningen indeholder over det nødvendige antal pladser i de forskellige
institutioner, angives da også at være rent skønsmæssige.
Man råder imidlertid ikke over et så bredt statistisk materiale, at man der ud fra
er i stand til at give et talmæssigt rigtigt udtryk for det eksisterende behov.
Det fremtidige behov vil være behersket af børnetallets bevægelser, af efterspørgslen
på kvindelig arbejdskraft, ændringer i boligkvartererne, af den betydning man tillægger
institutionernes sociale, pædagogiske og rekreative udvikling, og den værdi i produktionsøkonomisk
forstand, der ligger bag institutionernes eksistens. (Se bilag 3 b „Vedrørende
den økonomiske side af kvindernes arbejde udenfor hjemmet".
Til udvalgets brug vil det imidlertid være rimeligt at opstille en arbejdshypotese,
ud fra hvilken de forskellige behov og økonomiske beregninger kan foretages.
En arbejdshypotese kan opstilles for København, der ligger inde med et forholdsvis
fyldigt statistisk materiale. Derefter må man så tillempe hypotesen til de øvrige byområder.
18