FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

141
Børnestuer få landet. Det er tidligere nævnt, at behovet for vuggestuer og børnehaver
på landet er meget spredt og stærkt sæsonbetonet, og at man derfor ikke ville kunne
sigte mod en almindelig vuggestue- og børnehaveordning.
At der imidlertid findes et behov, er hævet over enhver tvivl — ikke mindst gennem
det forsøg „Red Barnet" har foranstaltet på Lolland-Falster, jfr. bilag 13 i. Her
startede man i 1950 i roetiden med seks børnestuer på Lolland og en på Falster. I 1951
har man måttet udvide virksomheden til at omfatte 47 kommuner.
Behovet for „børnestuer på landet" hænger sammen med landbrugets mangel på
arbejdskraft, et forhold, som på landet bliver akut på bestemte årstider, og som i disse
perioder tvinger husmødrene til at deltage i landarbejdet.
Den stadige vandring af unge fra land til by tyder ikke på, at denne sæsonprægede
kvindelige arbejdsindsats i fremtiden vil kunne undværes — tværtimod —, så man må
regne med, at behovet for børnestuerne snarere vil stige end dale.
Man kan sammenligne „Børnestuerne" med de svenske „jordbruksdaghem"", som
begyndte deres første virksomhed omkring 1940, og som i dag tæller noget over 100 institutioner.
Også de svenske institutioner er sæsonbetonede, og de bygninger, man er nået
til at få opført til dette formål, anvendes til andre ting på de tider af året, daghjemmene
ikke er i virksomhed, bl. a. til studiekredse, foreningsmøder, sykurser og meget mere. Et
af de vanskeligste punkter for børnestuerne at klare er personalespørgsmålet. I den kortvarige
periode, børnestuerne har fungeret, har man i den lokale landbefolkning fundet
frem dels til yngre kvinder med uddannelse som barneplejersker o. 1., dels til ældre husmødre,
som selv havde fået deres børn fra hånden, og som så en opgave i at gå ind i det
krævende arbejde at føre tilsyn med og passe små børn, selvom det kun er i en kortvarig
periode.
Det er udvalgets ønske stærkt at slå til lyd for disse „børnestuer på landet" så det
nødvendige grundlag for at institutionerne såvel personalemæssigt som lokalemæssigt kan
stå mål med vore øvrige børneinstitutioner, bringes til veje. Udvalget henleder i den forbindelse
opmærksomheden på de muligheder der ligger i at indrette i alt fald nye forsamlingshuse
således, at de også kan anvendes til børnestuer.
Legepladser. Alle børn har brug for legepladser, og praktisk taget har alle mødre
behov for at kunne sende deres børn ud og lege under betryggende forhold, enten det så
drejer sig om en mor på landet eller en mor i byen.
Men medens børn på landet har naturlige og ofte overdådige muligheder for leg
og beskæftigelse, kan bybørn i almindelighed kun opnå sådanne goder tilnærmelsesvis, og
ofte kun ad kunstig vej, og kun i en begrænset målestok.
Legepladserne placerer sig derved på en selvfølgelig måde i det kompleks af kollektive
foranstaltninger, som udvalget arbejder med, ikke mindst da man indenfor forskellige
lovgivningsområder — byggelovgivning, byplanlovgivning — arbejder med begrebet legepladser.
Denne aktuelle baggrund har i de senere år bevirket, at den almindelige befolkning
har fået en positiv indstilling til legepladsproblemet, en indstilling, der kan føres hen til,
at de moderne pædagogiske tanker, der sætter selvvirksomheden og frie udviklingsmuligheder
som et primært krav i hele børneopdragelsessystemet, er trængt ud i befolkningen
i vide kredse.
Der er også andre forhold, der skaber aktualitet om legepladserne — trafikulyk-