FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

160
Selvom det skulle være nødvendigt, at de forskellige formål havde hver sin tid,
både ifølge deres natur og for at undgå en overfyldning af de fælles lokaler, kunne en vis
overlapning være mulig i ydertimerne, f. eks. de sene eftermiddagstimer, hvor børnenes
tid er ved at være forbi, mens de voksnes fritid endnu ikke rigtig er begyndt.
De her skitserede tanker må naturligvis efterprøves i sundhedsmæssig samt administrativ
og økonomisk henseende, hvilket udvalget mener at måtte henstille til de myndigheder,
som disse forhold henhører under, nemlig indenrigsministeriet (sundhedsstyrelsen)
og socialministeriet (overinspektionen for børneforsorgen).
Endvidere må de, bl. a. forså vidt angår kombinationen børneklubber-fritidshjem,
efterprøves i pædagogisk og organisatorisk henseende. Efter udtalelser fra sagkyndige
skulle de imidlertid være gennemførlige og overvejende fordelagtige.
Desuden må forslagene prøves i byplanmæssig henseende, hvilket er foretaget i
det følgende afsnit.
Behovet for fritidslokaler.
Udvalget mener derfor principielt, at alle familier, der har behov for det, bør have
mulighed for adgang til fælles fritidslokaler, der såvidt muligt ligger i deres boligkvarter.
Dog mener udvalget, at fritidshjem med mødepligt og længere opholdstid kun er nødvendige
og ønskelige for børn fra hjem, hvor begge forældre — eller den, der er eneforsørger — har
arbejde udenfor hjemmet under børnenes fritid, samt for børn, der af andre sociale årsager
bør have et trygt opholdssted. På den anden side mener udvalget principielt, at alle sådanne
børn behøver mulighed for at blive optaget i et fritidshjem.
Går man foreløbig ud fra de Duværende former for fritidsanlæg, som er beskrevet
i de foregående afsnit, det vil sige fritidshjem, klubber for børn og for unge og fritidslokaler
for de voksne, må udgangspunktet for en opgørelse af det fremtidige behov for de forskellige
arter af lokaler herefter være den almindelige befolkningsstatistik, hvoraf det fremgår,
hvor mange personer der findes indenfor de aldersgrupper o. lign., der svarer til de pågældende
fritidsanlæg.
Det er imidlertid klart, at denne statistik ikke uden videre kan danne grundlag for
et byggeprogram for fritidslokaler.
For det første varierer aldersgruppernes størrelse med tiden. Udvalget mener, at
der må regnes med en gennemsnitsstørrelse, der svarer til en fødselspromille på ca. 20, hvilket
tal anses for et sandsynligt leje i fremtiden.
Antallet af børn, der teoretisk har behov for fritidshjem, d. v. s. 7—13 årige, der
hverken har deres mor eller far hjemme om dagen, afhænger dog ikke alene af fødselstallet,
men også — og i højere grad — af det omfang, hvori kvinderne søger erhvervsarbejde ude.
For det andet varierer aldersgruppernes størrelse med egnen, byen og indenfor de
større byer med bydelen eller endog bebyggelsen. De virkelige behovs tal må derfor udfindes
ved stedlige befolkningsundersøgelser og -opgørelser.
For det tredie vil de omhandlede befolkningsgrupper sikkert i ulige grad slutte sig
til fritidsanlæg. Tilslutningsgraden vil formentlig variere både med stedet, tiden og med arten
af bebyggelse. Således har fritidsklubberne i de større byer idag næsten 100 pct. tilslutning
indenfor deres oplande. Det må ventes, at disse grupper også i højere grad vil tilslutte sig
fritidsanlæg for voksne, når de når den alder. Derimod kan der formentlig ikke påregnes
så høj grad af tilslutning fra den nuværende generation af voksne, der ikke i så stor udstrækning
er opvokset med og vant til sådan fritidsvirksomhed i fællesskab.