FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

56
om indkøbene af varearten helt eller kun delvis foretages lokalt, hvilket foruden af
de sociale vaner også kan afhænge af, hvor langt og hvor god trafikforbindelse der
er til et større handelscentrum, og hvor stor del af befolkningen, herunder husmødrene,
der har arbejde i dette centrum.
3) Butiksindehaverens dygtighed, og antallet af konkurrenter i nabolaget.
4) Beboelsestætheden i kvarteret eller bydelen. I nyere etageboligområder er der som
oftest ca. 50 husstande pr. ha, i haveboligområder som oftest 10—15.
Mange af de ovennævnte faktorer er yderst vanskelige at bestemme — selv om
man anvender markedsanalyser eller lignende sociologiske fremgangsmåder. Desuden ændres
flere af dem uafladelig for hvert boligområde. Husstandenes størrelse svinger med
tiden, idet børnetallet som bekendt varierer. Indkomstforholdene kan svinge med konjunkturerne.
Et andet klientel flytter ofte ind efterhånden, som husene bliver ældre. Trafikforbindelserne
og antallet af butikker i nabolaget kan også forandres.
Det vil heraf forstås, at det ikke har været praktisk muligt at opstille nogen eksakt
metode til udregning af en butiks nødvendige opland eller — sagt på en anden måde -
hvor mange butikker, der bør være indenfor et bestemt område.
Udvalget har imidlertid anset det for vigtigt at nå frem til visse retningslinier på
dette punkt. Når et boligkvarter udbygges, indrettes der faktisk et vist antal butikker.
Sålænge der ikke foreligger holdepunkter for bestemmelsen af det passende antal, fastsættes
dette ved et rent og skært skøn hos de enkelte bygherrer. Er skønnet forkert, kommer
enten beboerne eller de handlende til at lide derunder, eller der sker et økonomisk
spild ved en senere ombygning af butikslokaler til andre lokaler eller omvendt.
Man har derfor i det følgende forsøgt at uddrage visse retningslinier af de oplysninger,
der foreligger om den nuværende butiksforsyning. Selvom det er en almindelig erfaring,
at der nogle steder er for mange butikker — som derfor hyppigt skifter ejere, ændres
eller nedlægges — og andre steder for få butikker, således at befolkningens indkøb besværliggøres,
er det dog udvalgets opfattelse, at det nuværende antal butikker stort set har
tilpasset sig ret nøje til behovet.
Statistisk departement har for udvalget på grundlag af erhvervstællingen i 1948
opstillet den i bilag 6 a (bind 2) gengivne tabel over antal husstande pr. butik, fordelt
efter branche og byområdets art. Udfra denne tabel er opstillet tabel 18, der viser hvor
mange butikker der — med bibeholdelse af det nuværende butiksantal i forhold til antallet
af husstande — svarer til et bestemt antal husstande. For et boligområde eller en større
ny bebyggelse med et vist antal husstande kan det aflæses hvilke og hvor mange butikker,
der bør indrettes — stadig med den nævnte forudsætning.
Det må dog fremhæves stærkt, at disse tal kun kan danne et udgangspunkt. De må i
hvert enkelt tilfælde reguleres under hensyntagen til de faktorer, der er nævnt foran.
Er der f. eks. konkurrerende butikker i nabolaget, eller kan sådanne forventes, må antallet
af nødvendige husstande forøges. Det samme gælder f. eks., hvis trafikforbindelsen til et
større indkøbscentrum er særlig god, eller en særlig stör del af husmødrene må antages at
have arbejde ude og derfor at købe ind andetsteds, eller hvis befolkningens indkomst må
antages at være særlig lav. Modsat kan det nødvendige antal af husstande regnes lavere
- eller butiksantallet forøges — dersom f. eks. en bebyggelse med butikker opføres i et
område, der i forvejen er underforsynet med butikker, har ringe forbindelse til andre indkøbssteder,
eller har en særlig stærkt forbrugende befolkning.
Endvidere bør det åbenbare og velkendte misforhold, at forstadsbebyggelser som
regel igennem mange år er stærkt underforsynede med butikker, søges udlignet ved en