FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

199
var frit stillet med hensyn til, om de ønskede at bruge den, „Bellahøj" var bortforpagtet,
således at beboerne skulle aftage 20 spisebilletter pr. måned, medens beboere i den omliggende
bebyggelse kunne komme så sjældent og så ofte, de havde lyst, medens endelig
„Høje Søborg" krævede aftaget 20 måltider månedlig pr. voksen person, tillod gæster,
men forbød offentlig adgang til restaurationslokalet. Også i Sverige ser man denne vekslen
mellem forskellige standpunkter.
En af grundene til, at man ønsker åben adgang for alle, er, at det kan være økonomisk
fordelagtigere at drive en større virksomhed end en mindre.
Tilsvarende synspunkter gør sig gældende for spørgsmålet, om de eksisterende selskabslokaler
kun skal kunne lejes af beboerne til afholdelse af egne selskaber, eller om deres
udnyttelsesgrad skal forbedres derved, at også fremmede foreninger m. fl. skal kunne leje
dem til møder og sammenkomster.
Køkkenet. Det vil i større kollektivhuse være nødvendigt at ansætte en økonoma
som leder af køkkenet. Dettes indretning bør selvsagt være så rationelt som muligt. Det
vil være naturligt, om køkkenet også kan betjene selskabslokalerne.
Kollektivhusets køkken må ses i forbindelse med de enkelte lejligheders køkkener,
der både af hensyn til fremstillingsprisen og af hensyn til den mindre brug, der forventes
at blive gjort af dem, får et noget rudimentært præg. Nogle kommuners bygge vedtægter,
som ikke er udformet med henblik på det specielle kollektivhusbyggeri, kan, som forholdene
er i dag, tillade opførelsen af, men forbyde brugen af miniaturekøkkener.
Om miniaturekøkkenernes placering kan oplyses, at netop i kollektivhusene er der
sket mange brud med traditionel køkkenindretning. Man har således i „Høje Søborg" indrettet
skabskøkkener, i „Bellahøj" ganske små køkkenrum, medens man i kollektivbyen
„Carlsro" har gjort nogle forsøg med at indbygge køkkenerne i selve opholdsrummene,
således at husmødrene ikke skulle føle sig isoleret under husarbejdet.
Der synes at være erfaring for, at familierne til at begynde med tager den varme
mad op og spiser den i den private sfære. Men i det lange løb finder de fleste, at det bedst
kan betale sig at spise nede, da det giver mindre ulejlighed. Morgenmad og tørkosten tilbereder
de fleste oppe i lejlighederne. Det vil derfor sikkert føles som et savn, om man helt
opgav den forholdsvis dyre indretning af de små, private køkkener. Dertil kommer, at
kollektivhuset i det omfang, det har fået mennesker ind, som ikke vil eller kan betale for
den kollektive husførelse, vil have beboere, der af sparehensyn vil bruge miniaturekøkkenerne
meget mere end oprindelig tilsigtet.
Vaskeri. Kollektivhuse kan foruden selvvask have indleveringsvaskeri, men da dette
skal kunne konkurrere med de almindelige vaskerier, der kan planlægges i meget større
format, gælder der på dette felt samme synspunkter for et kollektivhus, som for en almindelig
beboelsesejendom, hvorom henvises til kapitel 10. Også i et kollektivhus må der
sørges for, at beboerne har adgang til småvask og tørrerum.
Butik. I „Høie Søborg", hvor der bor mange enlige og familier med selverhvervende
husmødre, har man søgt at løse disse indkøbsproblemer ved at indrette en indendørsbutik,
der ganske vist har åbningstid som andre butikker, men ved portnerskranken kan man
afhente bestilte varer i yderligere 2—3 timer efter lukketid. Butikken fører almindelige
dagligvarer og vin og tobak. Dertil kommer et vist salg af halvtilberedte madvarer.
Butikkens omsætning er meget betydelig. Da man har et omtrentligt indblik i
beboernes indtægtsforhold, kan det beregnes, at en meget væsentlig del af familiernes
rådighedsbeløb til sådanne varer bliver givet ud i butikken, hvilket igen viser, at nødvendigheden
af butikkens oprettelse er stor.