FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

119
anlæg med fordel opføres i tilknytning til lokale elværker, forbrændingsanstalter o. lign.
Sådanne anlæg — herunder kraftvarmeværker — vil det være en offentlig opgave at gennemføre,
og finansieringen har for disses vedkommende ofte kunnet ske ved kommunen i forbindelse
med det for kraftleveringen koncessionerede selskab.
Såfremt imidlertid kommunen ikke kan eller ønsker at finansiere fjernvarmeanlæggene,
har man hidtil ikke haft anden mulighed end at benytte den foran omhandlede
finansieringsmåde, hvor den solidariske hæftelse er grundlaget alene eller kombineret med
kapitalindskud fra leverandører.
Udvalget mener det derfor nødvendigt at foreslå gennemførelse af en finansieringsordning
fra det offentliges side, og bortset fra det allerede bemærkede støtter udvalget sit
forslag på nødvendigheden af, at det offentlige får kontrol med gennemførelsen af fjernvarmeanlæg.
Det vil allerede fremgå af de foregående tekniske afsnit, at udformningen af
anlægget kan være af afgørende betydning for dets drift og økonomi og hermed for dets
samfundsøkonomiske og privatøkonomiske forsvarlighed, og hertil skal man yderligere
føje, at udvalget må være betænkelig ved en ukontrolleret gennemførelse af den monopolstilling,
et fjernvarmeanlægs drift nødvendigvis medfører.
I lov nr. 252 af 14. juni 1951 om byggeri med offentlig støtte, kap. VII, er der tilvejebragt
hjemmel for ydelse af statslån til „fællesanlæg til supplering af boliger eller til
forenkling af husførelsen i boligerne (kollektive anlæg)". Efter nævnte lovbestemmelse
kan lån ydes således, at det sammen med foranstående prioriteter højst udgør 75 pct., —
eller hvis kommunegaranti tilbydes for den del af lånet, der får sikkerhed efter 75 pct. —•
85 pct. af anskaffelsessummen eller værdien. Lånet forrentes og afdrages i overensstemmelse
med lovens § 6, således at der i årlig ydelse betales 4% pct. af lånets hovedstol, hvoraf til
enhver tid 3% pct. af restgælden er rente, x /5 pct. af hovedstolen bidrag til reserve- og
administrationsfond og resten afdrag. Ifølge § 46, stk. 4, er det dog en betingelse for lånene,
at anlæggene udformes og anbringes således, at det i overvejende grad er den mindrebemidlede
del af befolkningen, der får adgang til at udnytte dem.
Den sidst citerede bestemmelse vil ofte være til hinder for gennemførelsen med
statslån af fjernvarmeanlæg i villakvarterer. Man må jo i denne forbindelse erindre, at
der kræves en vis økonomisk standard for at bo i villa, at villakvartererne som følge deraf
ofte vil være sammensat på en sådan måde, at betingelsen ikke kan opfyldes, og at tilvejebringelsen
af det kontante indskud særligt vil kunne volde vanskeligheder i kvarterer, der
overvejende bebos af mindrebemidlede. Den nævnte lovbestemmelse vil derfor næppe i
større omfang kunne bidrage til anla3g af fjernvarmecentraler, og de synspunkter, der ligger
til grund for udvalgets stilling til fjernvarmecentraler rækker videre, end lovbestemmelsen
hjemler. Udvalget mener derfor at måtte foreslå, at begrænsningen i lovens § 46, stk. 4,
udgår, for så vidt angår fjernvarmeanlæg, og at der i stedet gennemføres særlig hjemmel
for mod lån i de enkelte ejendomme at tilvejebringe det kontante indskud i tilfælde, hvor
den enkelte villaejer er mindrebemidlet.
2. Servitutproblemet.
I de kvarterer, hvor der kan blive tale om gennemførelse af de heromhandlede anlæg,
vil der ofte være pålagt de enkelte grunde servitutter eller byplanmæssige bestemmelser,
hvorefter der på grunden kun må være beboelseshuse og ofte endda af en nærmere
angivet karakter. Yderligere kan der være pålagt ejendommene indskrænkninger i benyttelsen
således, at der ikke på ejendommen må haves nogen virksomhed, som ved røg, larm
eller ilde lugt kan genere de omboende, eller således at der i det hele ikke må drives noget