FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

127
Efter udvalgets opfattelse må afskrivningen, ske i samme forhold, som afskrivning
på anlægget sker, nemlig således:
I
T X — afskrives over 17 1 /2 år, og
o
S ~ I
T X afskrives over 35 år,
S
hvor T er tilslutningsafgiften for den enkelte ejendom, 1 er anskaffelsesudgifterne ved installationerne
(kedler, stoker, pumpe o. s. v.), medens S er anlæggets samlede anskaffelsessum.
2. Tilslutningsafgiftens beregning.
Har de ejendomme, der tilsluttes fjernvarmeanlægget, nogenlunde samme maksimale
timeforbrug, vil det være naturligt at påligne tilslutningsafgiften i forhold til vedkommende
ejendoms maksimale timeforbrug.
Dette vil i det tilfælde, som er opstillet i D. I. F.'s beretning og under forudsætning
af belåning med 85 pct. statslån, sige, at tilslutningsafgiften bliver 15 pct. af ca. i 1 ^ X udgiften
til udførelse af eget fyringsanlæg eller altså 60—70 pct. af udgiften til eget fyringsanlæg.
En sådan kontant afgift skulle under forudsætning af gennemførelsen af de lovregler,
som udvalget har foreslået for statslån til kontant indskud, være overkommelig,
i særdeleshed hvis tilslutningen finder sted på et tidspunkt, hvor man står foran fornyelse
af kedlen i eget fyringsanlæg. Der synes ikke at være grund til at opstille andre regler for
beregning af tilslutningsafgiften i tilfælde, hvor også større ejendomme tilsluttes anlægget,
såfremt man ikke i spørgsmålet om beregningen af tilslutningsafgiften lægger andet end en
beregning af vedkommende ejendoms kontante bidrag til anlæggets anskaffelsessum og
ikke drager konsekvenser derfra til fordeling af driftsudgifter.
3. Varmeudgifternes fordeling.
Ved fordeling af de årlige udgifter må der tages hensyn til den foran anførte afskrivning
af anlægget og tillige til afdragene på statslånet, der i denne forbindelse må
opføres som driftsudgifter, idet det jo er forudsætningen, at and eisvarmeværket i løbet
af 60 år opsparer en kapital, der svarer til den del af anlægsudgiften, hvortil der er ydet
statslån. For de kommunale varmeværkers vedkommende kan man næppe fra statens side
kræve bestemte retningslinier for driftsudgifternes påligning i denne henseende, men det
må ved meddelelse af statslånet være en forudsætning, at der ved statslånets udamortisering
ikke ydes fornyet statslån til samme anlæg.
Fordelingen af driftsudgifterne på de enkelte deltagere i varmeanlægget stiller sig
noget forskellig, efter hvorledes sammensætningen af deltagere er.
De samlede driftsudgifter bør fordeles i to grupper: De varierende udgifter og de
faste udgifter. De varierende udgifter er den del af brændselsudgiften, der kommer de tilsluttede
huse til gode, d. v. s. den samlede brændselsudgift ~ den del, der skyldes varmetabene
i fjernvarmeledningerne. De varierende udgifter bør fordeles efter måler (se foran).
Vanskeligere er derimod fordelingen af de faste udgifter.
Hvor anlægget består af ejendomme, hvor det maksimale timeforbrug ligger på
nogenlunde samme niveau, vil det være naturligt at fordele de faste udgifter i forhold til
dette timeforbrug. Hvis der i anlægget derimod deltager større udlejningsejendomme,
medens hovedparten er parcelhuse, vil det fremgå af tabel 3 (bilag 11 a), at etagehuse