FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

122
basis, ligesom man forudsætter, at kommunale anlæg leverer varme til samme priser til
private og kommunale bygninger.
For så vidt angår andelsvarmecentralerne vil det være rimeligt, om vedtægterne
kræves udformet således som det som bilag 2 vedlagte forslag, og udvalget mener af hensyn
til den vitale interesse i vedtægternes udformning og dermed principperne for centralens
drift, at det fra det offentliges side må stilles som krav ved udformningen af vedtægterne, at
disse følger de angivne retningslinier.
3. Lånegrænser.
Ved de anlæg, der hidtil er udført her i landet, har det voldt nogen vanskelighed at
tilvejebringe de kontante indskud, der skal til fra ejendommenes ejeres side, og der må
tillige henses til, at det kontante indskud, for så vidt etageejendomme knyttes til anlægget,
må udlægges af ejendommenes ejer, og at denne ikke kan påregne anden økonomisk gevinst
ved tilslutningen end nedsættelse af fremtidige fornyelsesudgifter. Det vil derfor være
begrænset, hvilke indskud der vil kunne forlanges ved anlæg af fjernvarmecentraler. Udvalget
er blevet stående ved den hidtil, jfr. lov nr. 252 af 14. juni 1951 om byggeri med offentlig
støtte § 47, gældende grænse for statslånenes størrelse. For så vidt angår de kommunale
anlæg, vil man dog være tilbøjelig til at forhøje statslånet, således at dette bliver indtil
90 pct. af anskaffelsessummen eller værdien. Årsagen til udvalgets forslag om ændringer
med hensyn til disse anlæg er, at man fra udvalgets side hellere ser fjernvarmeanlæggene
anlagt af vedkommende kommune end af et andelsselskab, og at man i højere grad, end det
hidtidige lovforslag hjemler, ønsker at stimulere kommunernes interesse deri.
Udvalget mener derimod ikke, at der som i den hidtidige lånebestemmelse bør
optages krav om foranstående prioriteter i disse anlæg. Det må tages i betragtning, at anlæggenes
afskrivningstid er forholdsvis kort, nemlig for henholdsvis ledningsnettet og de
øvrige anlæg 35 og 1714 år. De almindelige kreditforeninger har ikke hjemmel til at yde
væsentlige lån til anlæg af denne karakter, og banker og sparekasser vil under disse forhold
formentlig kræve enten en sikkerhed ved siden af sikkerheden i selve anlægget, eller —
for så vidt de i så fald overhovedet vil yde lån — en afskrivningsperiode, der er så kort,
at afdragene vanskeligt kan bæres af driften. Hertil kommer, at staten som foran nævnt
ikke kan påregnes at få rentetab under de forudsætninger, hvorunder udvalgets forslag er
opstillet, og at administrationen af långivningen og lånene formentlig vil være den samme
ligegyldigt, om statslånet ydes som yderste lån eller som eneste faste lån i anlæggene.
Hvis man går ud fra. at staten i misligholdelsestilfælde vil søge anlæggene overdraget til
sig til fyldestgørelse, vil det samtidig betyde, at statens risiko hverken bliver større eller
mindre, hvad enten der optages foranstående lån eller ej. idet staten ved en overtagelse
af anlæggene under alle omstændigheder vil komme til at hæfte for foranstående lån eller
indfri dem.
4. Lånevilkår.
Som tidligere nævnt foreslås rentefoden ansat til 5 pct. p. a. Det er udvalgets op
fattelse, at anlæg, der for en privatøkonomisk betragtning ikke er hensigtsmæssige, i almindelighed
ikke heller vil være det i samfundsøkonomisk henseende, og derfor ikke bør
udføres med offentlig støtte. Ved at sætte rentefoden lavere end den almindelige rente i samfundet
ville man løbe risikoen for at stimulere bygningen af anlæg, der kun var rentable
i privatøkonomisk henseende på grund af de ydede subsidier i form af rentenedsættelse.
Man har derimod ment, at der bør være hjemmel for administrativt at nedsætte renten,