FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

63
c) Som en tredie udvej kunne man tænke sig, at der — med lille indbyrdes afstand
— oprettedes servicestationer med ganske bestemte åbningstider, f. eks. fra kl. 16—20.
De skulle have ensartede — helst oplyste — skilte. Den nærmeste servicestations adresse
kunne være opslået hos alle kvarterets handlende og omdelt til alle kvarterets husstande.
Man kunne få butikkerne til at sende varerne til „stationen", og kunden, der hentede,
betalte f. eks. 50 øre å 1 kr. pr. ekspedition eller en fast abonnementsafgift, evt. leje af
en boks. Servicestationen skulle normalt intet have med de egentlige betalinger at gøre
— nærmere være en slags garderobe.
Til et sådant arbejde ville enhver husmoder, viceværtfrue, aldersrentemodtager
eller invalid være velegnet, når blot vedkommende boede centralt.
Systemet kunne tænkes kombineret med allerede eksisterende kiosker, men disse
har i reglen ikke den fornødne plads. På alle større stationer og rutebilcentraler findes
garderober, der minder om sådanne servicestationer, men deres indbyrdes afstande er
altfor store. Hverken kioskerne eller garderoberne dækker derfor det her skitserede system
af servicestationer, som, når det først er indarbejdet, antagelig ville blive meget populært
— ikke mindst i omegnskommunerne, hvor de hjemvendende kontorfolk de 5 af ugens
dage så at sige møder deres eget kvarters handlende, der da er på vej ind mod byen.
Beboelsesområdernes handlende ville forøvrigt på den måde få mere af den handel,
som arbejdsområdernes handlende har i dag, ligesom handel smedhjælperne ville få lettere
ved at klare deres egne indkøb i de andre butikker.
Andre foranstaltninger.
Udvalg sbutikker og offentlige kontorer m. v.
Hvad der i det foregående er sagt om dagligvarebutikkerne, kan i mange henseender
overføres på udvalgsbutikker. Disse skal derfor ikke yderligere kommenteres her.
Derimod må det understreges, at sygekasser, banker, apoteker, rodekontorer,
folkeregistre, arbejdsanvisningskontorer, posthuse, turistbureauer, biblioteker o. m. fl. for
de ikke-ansatte føles som butikker. De er ofte for spredt beliggende, og de har tit åbningstider,
der volder en mængde unødigt besvær: Posthuse har åbent 9—17,30, uanset om kvarterets
voksne beboere befinder sig i bydelen på den tid eller ej. Biblioteker i omegnskommunerne
lukker mange steder kl. 19, skønt det er umuligt for beboerne at nå hjem og
hente bøgerne inden. Beboere i en kommune har, skønt de eventuelt betaler erhvervsskat
til en anden kommune, ikke ret til at blive lånere i denne.
Banker, rådhuse m. fl. holder som en service længere åbent fredag aften tilsyneladende
uden tanke for, at denne aften jo i forvejen er husmoderens allertravleste.
Hvis disse kontorers ekspeditionspersonale fik adgang til at afspadsere de overtimer,
de fik ved skiftevis at påtage sig den aftenekspedition, der ville følge af, at der var
åbent blot to aftener ugentlig, f. eks. til kl. 19 eller 20, ville ordningen kunne gennemføres
ganske gnidningsfrit og uden at medføre store ekstraudgifter.
Hvad arbejdsgiverne kan gøre for at lette indkøbsvanskelighederne.
Nogle arbejdsgivere har allerede indført et afløsersystem, gående ud på, at tidligere
ansatte tilkaldes som vikarer, hvis en af de ansatte ønsker en hel eller halv fridag
uden løn.