FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

«6
af vaskeriet, som kan benytte sig af stordriftens fordele, lønne en øvet syerske og give hende
en helt moderne symaskine til rådighed. I hjemmet, hvor man skiftevis bruger symaskinen
til den ene og den anden slags opgaver, må man skifte over- og undertråd ret tit. På vaskeriet
kan alt gøres langt mere rationelt og derfor så billigt, at det kan konkurrere med husmødrenes
billige arbejdskraft. Denne udlejningsform har sikkert en vis fremtid for sig.
Men det er et spørgsmål, om husmødrene i det lange løb vil bryde sig om at være omgivet
af „fremmede", halvslidte ting. At et håndklæde eller dynebetræk er blevet lappet og slidt
i den tid, man selv har haft det, er lidt andet, end at det er slidt af andre. Priserne angives
imidlertid at være så lave, at interessen for denne ordning sikkert vil stige i fremtiden.
Arbejdet med at omsy børnetøj ville kunne mindskes meget, hvis der var mere
almindelig adgang til at få byttet børnetøj. For tiden findes der kun een børnetøj sbyttecentral,
som Danske Kvinders Samfundstjeneste driver i København, og denne centrals
eksistens og virksomhed er ikke tilstrækkelig kendt. En oplysningsvirksomhed på dette
område vil sikkert bevirke, at den bestående central bliver mere benyttet, og at der vil
blive søgt oprettet flere tilsvarende.
Til slut skal nævnes, at der i et af Lyon's arbejderkvarterer fornylig er oprettet en
på rent forretningsmæssig basis drevet reparationsvirksomhed, der har anskaffet et moderne
udstyr, således at de enkelte reparationer bliver udført på billigst mulige måde. De udearbejdende
husmødre, der mere end de hjemmeværende er vant til at omregne deres tid i
penge, benytter firmaet meget. De betaler for arbejdet efter, hvor mange timer reparationen
har varet, og det fortælles, at husmødrene på denne måde har vænnet sig til at komme med
de slidte ting i tide i stedet for, som de gjorde til at begynde med, at vente til tingene var
stærkt ødelagte. Denne løsning synes således at indebære den fordel, at tøjet repareres rationelt
på et rationelt tidspunkt.
3. Tøjreparationer med social begrundelse.
Der er grupper af befolkningen, for hvem det er særlig vanskeligt at magte reparations-
og omsyningsarbejdet. Dette gælder især mindrebemidlede børnerige familier, enlige
mødre, ubemidlede enlige mænd, aldersrente- og invaliderentemodtagere, kroniske syge m. fl.
Disse grupper har imidlertid ikke råd til at få udført reparationer til den timeløn, som ville
blive krævet i det private erhvervsliv.
I henhold til beskæftigelseslovgivningen, senest lov nr. 169 af 30. marts 1946,
har arbejds- og socialministeriet ydet tilskud til tøj reparationscentraler, hvorved man var
i stand til at give visse trængende grupper af befolkningen ret til mod en meget ringe
betaling at få repareret eller omsyet tøj. Det egentlige formål med disse foranstaltninger,
der oprettedes i 1942 og de følgende år, var dog at modvirke den dengang store ledighed
blandt kvinder, at vedligeholde ledige syerskers arbejdsevne og virke som optræningsforanstaltning
for andre langvarigt ledige kvinder.
Tøj reparationscentr aler ne har utvivlsomt været til stor gavn særlig for de hjem,
der har nydt godt af den billige reparation og omsyning, men driften blev, navnlig efterhånden
som ledigheden blandt kvinder blev mindre, meget dyr, da mange af de langvarigt
ledige kvinder, der henvistes til disse foranstaltninger, ikke var egnede til arbejdet og derfor
ikke kunne udføre et stykke arbejde, der svarede til den timeløn, der betaltes.
Derfor blev tøjreparationscentralerne, hvoraf der har været 41 igang, for flertallets
vedkommende nedlagt i 1950, da ledigheden blandt kvinderne var så lav, at alle kvinder,
der kunne oplæres til syersker, opsugedes af konfektionsindustrien. Medvirkende ved ned-