FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

188
Vandforsyningen er som tidligere nævnt god i sognebyen, og der er ved byplanen
sørget for, at de fremtidige byområder kan tilsluttes vandværket. Også i kommunens
øvrige småbyer ligger husene imidlertid så tæt, at fælles vandværk er ønskeligt både af
praktiske og hygiejniske hensyn og formentlig også økonomisk overkommeligt.
I landdistrikterne er vandindvindingen som omtalt forbedret noget på en del
ejendomme ved private elektriske pumpeanlæg. Dette fremskridt skulle efterhånden ikke
være økonomisk udelukket, selv for de mindre steder.
Imidlertid medfører disse installationer i landdistriktet naturligvis et væsentlig
større vandforbrug og dermed en større spildevandsmængde. Hvor der er w. c, er den
tilmed mere forurenet. Det har i virkeligheden skabt et kloakproblem, der med tiden må
løses forsvarligt. Selv en sive- eller samlebrønd virker i hovedsagen kun som en slamfælde
— og tit kun dårligt —, og som regel løber det bakteriefyldte vand ud i en åben
grøft, f. eks. vejgrøften; samtidig med at den af udseende er uappetitlig, er den ynglested
for insekter og afstanden til drikkevandsbo ,ngen er ikke altid lige betryggende.
For Skårup by er der udarbejdet et projekt til et nyt og bedre kloaksystem, herunder
et rensningsanlæg. Det er samstemt med byplanen.
Elektricitets- og kogeilif or syningen synes ikke at behøve væsentlig forbedring,
hverken i byerne eller i landdistriktet. En større udbredelse af moderne anlæg synes at
være i gang.
Vaske problemet synes i stor udstrækning at være løst enten ved vask ude, i et
erhvervsvaskeri eller andelsvaskeriet, eller ved anskaffelse af privat vaskemaskine. Det
må dog anses for sandsynligt, at en del familier af økonomiske eller andre årsager ville
have gavn af -- uden for stor udgift — at kunne få adgang til moderne tekniske hjælpemidler
i en vaskehal. En sådan hal burde formentlig lægges i byens sydlige del og om muligt
i nær forbindelse med et rutebilholdested. Sammenkædning med et eventuelt fjernvarmeværk
vil muligvis være fordelagtigt.
Interessen for et sådant anlæg må dog undersøges nøje på forhånd, da en del husmødre
formentlig vil betragte det som en væsentlig ulempe at skulle transportere vasketøjet
et længere stykke vej.
Opvarmningen er ved at være en af de største byrder for landhusmoderen i dag,
navnlig naturligvis hvor der er kakkelovne, og der tilmed må bruges indenlandsk brændsel.
Fyringsarbejdet er i de fleste hjem overladt til kvinden, til trods for at det til dels er tungt
arbejde. Desuden medfører fyringen meget snavs. For de udearbejdende kvinder kommer
dertil vanskeligheden ved at fyre over den tid, de er ude.
I de rene landdistrikter med spredt bebyggelse er der — bortset fra muligheden
for elektrisk opvarmning — ikke nogen økonomisk rimelig mulighed for fællesanlæg til
varmefoisyning. Her kan lettelse af fyringsarbejdet kun opnås ved installation af centralvarme,
hvorved fyrstedernes antal indskrænkes til eet. Installation af oliefyr reducerer
fyringsarbejdet til nul og er ikke dyrere i brændselsudgift end et almindeligt koksfyr,
men anskaffelsesudgiften er ret stor.
I sognebyen derimod var det ikke udelukket, at et fjernvarmeværk kunne anlægges.
Det vil imidlertid bl. a. være en betingelse for et sådant anlægs økonomiske forsvarlighed,
at de tilsluttede ejendomme ligger meget samlede, og det må betvivles, at der i byen
på dens nuværende udviklingstrin, hvor flertallet af husstandene har kakkelovne, kan
findes kvarterer, hvor et fjernvarmeanlæg med fordel kan oprettes.
Det kan imidlertid forventes, at en bebyggelse af det nye kvarter mod nordøst
for størstedelens vedkommende vil ske med centralopvarmede huse, og til forsyning af