FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

140
børnehaveuddannede og andre tilsvarende uddannede mødre, der ved deres giftermål er
gået fra deres erhverv, men som det ville interessere at tage en sådan gerning op, og udvalget
foreslår derfor, at man sætter ind på dette punkt. I sin skrivelse af 25. marts 1953
til arbejds- og socialministeriet (bilag 13 e) går Dansk børnehaveråd ind for at gennemføre
forsøg med anbringelse af børn i „familiehjem" og er således i dette spørgsmål ganske på
linie med udvalgets forslag om en særlig dagplejeform.
Legestuer •— Legesteder (børneparkering). Foruden det behov, der er betinget enten
af, at begge forældre er udearbejdende eller af, at en af forældrene mangler, eksisterer der
i familier med hjemmearbejdende mødre et stort behov for institutioner, der kan modtage
børnene få timer ad gangen på tilfældige tider af dagen, eller efter fast aftale på bestemte
dage i ugen.
Selvom der blev oprettet det tilstrækkelige antal halv- og heldagsbørnehaver, vil
dette behov alligevel eksistere, når en mor skal til læge, tandlæge, frisør, på kursus, har
storvask el. 1., og derfor har brug for et kortvarigt tilsyn med sit barn.
I de seneste år har man fra forskellig side søgt at imødekomme dette behov
gennem oprettelsen af såkaldte børneparkeringer, en benævnelse man fra udvalgets side
foretrækker at ændre til legestuer eller legesteder for henholdsvis indendørs og udendørs
institutioner (deltidsinstitutioner), inden navnet børneparkering alt for stærkt slår rod i
det almindelige sprogbrug.
For et pår år siden åbnedes i sommermånederne sådanne institutioner i Århus.
Senere i Ålborg og København — se bilag 13 f.
Medens legestueordningen uden synderlig vanskelighed lader sig etablere om sommeren
som „legesteder" i forbindelse med en legepladsordning (jfr. „barnhagar" i Stockholms
parker) eventuelt med et telt, hvor børnene kan samles i tilfælde af pludseligt regnvejr,
er det ulige vanskeligere og mere bekosteligt at etablere en indendørs „legestue"ordning.
Lokalespørgsmålet er det store problem. Meget få husejere ønsker at stille lejlighed
til rådighed for en sådan institution, der ifølge hele sin mening må støje, og den
vanskelige økonomiske situation gør ikke udsigterne til, at den almindelige lokalemangel
vil bedre sig, lysere. En anden vanskelighed, institutionerne har at kæmpe med, er personalespørgsmålet.
Alene i den af „Danske Kvinders Samfundstjeneste'' oprettede legestue
og legested findes en pædagogisk uddannet leder, men udvalget går ind for, at institutionerne
er af en sådan betydning, og må blive et så vigtigt område indenfor de forebyggende
institutioners række, at det ved en permanent ordning vil være uforsvarligt at
lægge dette arbejdes ledelse i hænderne på ikke pædagogisk uddannede personer.
Udvalget er klar over, at det behov, der eksisterer for „legestuer"' og „legesteder",
må imødekommes, og man vil gå ind for at disse institutioner anerkendes efter forsorgsloven,
som anbefalet i „Danske Kvinders Samfundstjenestens skrivelse af 11. februar 1953
til arbejds- og socialministeriet, se bilag 13 g.
Det er et ganske nyt institutionsområde, der behandles her, og for Danmarks
vedkommende råder man ikke over noget særligt omfattende erfaringsmateriale, der kan
belyse det. I Sverige har man imidlertid arbejdet en del med dette problem, både ud fra
en ganske bevidst planlægning, og ud fra en mere spontan erkendelse af, at her lå en opgave,
der burde løses. Resultaterne af de svenske bestræbelser viser sig som vidt forskellige
former for institutionernes måde at organisere sig på — se bilag 13 h •—, og man søger
nu, ud fra de forskellige forsøg, at finde frem til en mere permanent ordning, og i henhold
hertil at stille forskellige forslag.