FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

85
antal og ledernes kvalifikationer m. v. er opfyldt, er der adgang til at yde tilskud i henhold
til aftenskoleloven til disse sykursus. Og denne adgang bliver benyttet i så stor udstrækning,
at mellem 35 pct. og 40 pct. af alle kursus efter aftenskoleloven er kursus i kjolesyning.
Det er utvivlsomt, at mange husmødre har lyst til selv at sy og omsy og reparere
familiens tøj, og at også økonomiske grunde i mange tilfælde gør det ønskeligt. Efter
udvalgets opfattelse betyder såvel klippestuerne som den omtalte kursusvirksomhed en
aflastning af pladsforholdene i de enkelte boliger og en værdifuld rationalisering af sy- og
reparationsarbejdet ved hjælp af fælles redskaber m. v., uden at arbejdet dog tages ud af
husmoderens hænder.
Udvalget anbefaler derfor, at kvinde- og husholdningsorganisationerne landet over
såvel som kommunerne støtter en fortsat udbygning af denne virksomhed.
Meget reparationsarbejde kan dog foretages af fremmede.
Grundene til, at mange vægrer sig ved at give reparationsarbejdet til andre, er
navnlig, at ordregivningen er vanskelig, at man er ængstelig for, om en anden nu kan
gøre det så pænt, som man mener, at man ville kunne gøre det selv, at man vil ikke vise,
hvor slidte ens ting er, at man kan ikke undvære tingene ret længe og fremfor alt, har man
ikke råd til at betale arbejdslønnen.
Men trods de fornævnte betænkeligheder bliver der alligevel i et vist omfang udført
reparationsarbejde — fortrinsvis standardreparationsarbejde —• uden for hjemmet:
Først og fremmest opmaskes der i tusindvis af damestrømper hver dag. Kun meget
svære vinterstrømper og netvævede strømper „løber" ikke. Da en opmaskning koster
25—40 øre pr. maske og et par nye strømper 6—16 kr., er det naturligt, at man lader
strømper med nogle få rendemasker opmaske, men ikke strømper med mange løbende
masker. Opmaskning kræver særligt håndelag og en speciel hæklenålstype. Der er kvinder,
der laver dette arbejde som hjemmearbejde. Disse kan, navnlig hvis de anskaffer en lille
opmaskningsmaskine, tjene ret godt herved. Arbejdet egner sig ikke for aldersrentemodtagere,
da de sjældent har så skarpt syn og så stor håndsikkerhed, som kræves hertil.
Forfødning af herre- eller drengesokker er derimod et velegnet arbejde for ældre.
Det samme gælder strikkearbejde og stoppe- og lappearbejde.
Ved nye ejendomskompleksers opførelse kunne man tænke sig, at ejendommen
indrettede og monterede en særlig stue, der egnede sig til reparationssyning, og ansatte en
dame til at påtage sig sådant arbejde. Hvis hun fik lys og værelse gratis, ville hun kunne
arbejde billigt for beboerne, og eventuelt hjælpe dem til rette med tilskæring, prøvning
o. s. v. i et vist omfang. Meningerne er derimod delte med hensyn til, om det ville være
praktisk, om beboerne selv kunne benytte symaskinen og stuen.
En anden form for reparationsservice er den, der findes på flere vaskerier, strygeog
rullestuer samt andre vasketøjsindleveringssteder. Man kan her aftale reparation af
hvidevarer, stopning af sokker m. v. Et af omegnsvaskerierne har i 1952 indført en særlig
skjorteservice. Ved at hæfte en bestillingsseddel på den snavsede skjorte kan man få den
vasket, påsat ny flip, vendt manchetterne eller påsat nye — alt til forud fastsatte takster.
I tilknytning til vaskehallerne er der som ovenfor nævnt hidtil ikke ansat en reparationsdame,
men det er tanken at afsætte et lokale til en sådan på projekterne til de
fremtidige vaskehaller.
Enkelte vaskerier er imidlertid begyndt at tage reparationsproblemet op på en
langt mere radikal måde. De udlejer kitler, håndklæder, duge, lagener o. s. v., ja der findes
endog et bleudlejningsfirma. Tingene vaskes, repareres og udlejes påny, men ejes hele tiden