FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

134
fritidshjem — fritidsklub). Den aldersmæssige opdeling af børnene indenfor vuggestueog
børnehaveinstitutionerne bliver: vuggebørn 0—iy2 år, småbørn 1V2—3 år, børnehavebørn
3—7 år.
0 IV2 3 7 år
vuggebørn småbørn børnehavebørn
En almindelig anvendt benævnelse for vuggestuer, og ikke ualmindelig for børnehaver
er navnet „Daghjem".
I Sverige kendetegner udtrykket „Daghjem" socialt-betonede heldagsåbne institutioner
for børn i alderen fra 6 måneder til 7 år. Det svarer temmelig nøje til den danske
betydning af ordet daghjem, og dækker vore almindelige vuggestue- og børnehaveinstitutioner.
De mere pædagogisk prægede halvdagsbørnehaver har i Sverige fået navnet
Forskolar.
En institutionsopdeling på tværs af børnenes alder, som tydeligt tilkendegiver
institutionernes arbejdsområde i hel- og halvdagsåbne institutioner, er mere klar og simpel
end den nugældende danske, og kan efter udvalgets mening skabe grundlag for en forenkling
af institutionstyperne, jfr. afsnit V.
Principielle betragtninger.
„Socialministeriets betænkning'' omhandler de forskellige institutionsformer, som
de er i dag. Den opstiller nye krav, der kan supplere eller bygge de een gang vedtagne
former videre ud, men udvalget ønsker med dette kapitel at pege frem mod nye ideer eller
de ændrede former for forebyggende børneinstitutioner, som udviklingen bærer hen imod.
Udvalget ønsker at betragte institutionerne ud fra såvel kvindernes som børnenes
velfærdssynspunkt, og her indenfor samles alle motiver for oprettelsen af forebyggende
institutioner, her mødes de forsorgsmæssige motiver med de pædagogiske, de familiepolitiske
med de befolkningspolitiske, og de samfundsøkonomiske med de produktionsøkonomiske.
Alle motiver mere eller mindre klart afgrænsede, men alle med stor styrke.
Udvalget er imidlertid klar over, at det fortrinsvis må behandle emnet ud fra en
familiepolitisk betragtningsmåde og ud fra barnets velfærdssynspunkt, og er ganske enig
med „Danske kvinders nationalråd" — (se bilag 13 a) — i, at det kan være nødvendigt at
måtte gribe selv til midlertidige foranstaltninger, for at sikre børnene betryggende kår.
Vuggestuerne sigter alene mod at tage sig af udearbejdende mødres børn for at give
dem den nødvendige pasning og pleje i de timer, moderen er på arbejde.
De løser derigennem først og fremmest en nødhjælpsbetonet opgave, idet de både
er en økonomisk håndsrækning og meget ofte en klar nødvendighed for, at moderen kan
påtage sig udearbejde overhovedet, og — især hvor moderen er eneforsørger •— kan være
en absolut forudsætning for, at hjemmet kan opretholdes.
Denne nødhjælpsbetonede vurdering af vuggestuerne smelter i virkeligheden sammen
med en social betragtningsmåde, der får vuggestuerne til naturligt at glide ind i
rækken af de fællesnyttige institutioner, samfundet bygger op som støtte for de enkelte
— fortrinsvis de rnindrebemidlede — familiers liv.