FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

139
af børnehaveplanlægning med byplanlægning (se bilag 13 d), hvilket udvalget fuldt ud er
enigt i og derfor ønsker at anbefale.
Kun i få rene landdistrikter findes i dag børnehaver, næppe over 10—15, med
mellem 200—300 pladser. Også for børnehaverne vil behovet på landet samle sig om de
særlig travle perioder indenfor landbruget, hvor mange husmødre deltager i arbejdet i
roerensningstiden, høsttiden, kartoffel- og roeoptagningstiden — og udvalget mener derfor,
at man navnlig bør søge at afhjælpe netop dette sæsonprægede behov. Der foreligger
desværre ikke statistiske oplysninger om dets størrelse.
Behovet for halvdagsbørnehaver er det i dag vanskeligt at skønne over; Dansk
børnehaveråd mener dog, at man som et foreløbigt mål bør søge at skaffe plads til 30 pct.
af børnetallet (jfr. bilag 13 d); adskillige steder i udlandet f. eks. England, Amerika, Sverige,
Schweiz, sigter man mod at give alle børn mellem 3 og 7 år mulighed for at komme i
børnehave.
Nye institutionsområder.
Børneinstitutionernes kapacitet har aldrig kunnet følge trit med det stadig stigende
sociale og pædagogiske behov. Udvalget betragter imidlertid institutionerne som
vigtige fællesanlæg for tilsynet med børnene og ønsker på det område at nå så stor effektivitet
som muligt. Man er dog klar over, at det i enhver henseende vil være urealistisk
at forestille sig, at en vuggestue- og børnehaveordning vil kunne dække alle de former
for aflastning, husmødrene har brug for.
Derfor ønsker udvalget at pege på andre mere primitive og derfor mindre bekostelige
former for børnetilsyn.
Dagpleje. I henhold til forsorgsloven af 1933 må ingen mod betaling modtage
børn i dagpleje, uden at have tilladelse dertil af det sociale udvalg.
Medens antallet af børn i dagpleje efter den officielle opgørelse for København
kun er ringe, pr. 31. december 1950, 239, er det en kendt sag, at denne form for børnepasning
finder sted i langt videre omfang, end tallene udtrykker, og ofte under uheldige
og ukontrollerede forhold.
Navnlig kan denne form for børnepasning være risikabel i de større byer, da man
ikke har mulighed for effektivt at kontrollere det store antal hjem, som uden plejetilladelse
tager imod dagplejebørn. Man har derfor heller ikke mulighed for at gribe ind. hvor forholdene
er uforsvarlige.
I de mindre byer og navnlig på landet, hvor formen for dagpleje ofte bunder i et
naturligt naboskabsforhold, og hvor man iøvrigt kender hinanden, er faren ved den uofficielle
dagplejeform dog væsentlig mindre.
For at klare forholdene i de større byer foreslår udvalget, at der gives særlig kvalificerede
hjem — d. v. s. hjem hvor moderen har særlige kvalifikationer med hensyn til
at omgås og pleje børn —• tilladelse til at modtage et mindre antal børn (2—4) i dagpleje
mod betaling. Ved at lade denne tilladelse gælde børn i almindelighed og ikke som nu lyde
på det enkelte barns navn, har man en mulighed for at forenkle dagpiejeformen, og ved
at kombinere plejetilladelsen med en tilskudsordning kan man eventuelt stimulere lysten
blandt disse hjem til at tage en sådan plejeopgave op. At en sådan form for dagpleje får
succes, står og falder med, at man finder frem til de kvalificerede hjem og kvalificeret
rådgivning og tilsyn. Der er utvivlsomt en del barneplejeuddannede, sygeplejeuddannede.