FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

142
kerne — der skyldes børns leg på gader og veje. Det er måske den mest presserende baggrund
for legepladskravet, og er i alt fald en yderst makaber illustration dertil.
Legepladserne har først og fremmest betydning for børnenes sundhed, både den
fysiske og den psykiske, men de er af stor værdi også som en hjælp for husmoderen, der
ved roligt at kunne sende sit barn ud at lege, aflastes betydeligt i sin daglige gerning med
børneopdragelse og pasning af hus og hjem.
Men forudsætningerne for, at legepladserne kan imødekomme både børnenes 'egebehov
og mødrenes behov for aflastning er, at legepladsen ligger i en bekvem og passende
afstand fra hjemmet, at legepladsen har en sådan størrelse og udformning, at den kan
blive ved med at virke tillokkende for børnene, og endelig at legepladsen har et sådant
udstyr, at også det kan virke tiltrækkende, navnlig overfor de. mere passivt indstillede
børn.
På samme måde som de voksne har et dagsprogram, der fordeler sig mellem arbejde,
rekreation og hvile, har også børnene et dagsprogram, som varierer med deres alder, og
hvor de forskellige former for legevirksomhed indtager en væsentlig plads i programmet.
Ud fra de ret talrige undersøgelser, der er gjort over, hvilke børn der besøger legepladserne,
og hvilke aldersklasser, der er særlig repræsenteret på bestemte tider, kan
børnene deles i 3 aldersgrupper, 0—2, 3—6 og 7-—14-årige, der hver for sig har sit særlige
legepladsbehov, der giver sig udtryk i et arealkrav.
Der råder imidlertid stor uenighed om legepladsernes arealstørrelse, og mange
undersøgelser og beregninger, både engelske, amerikanske, tyske og svenske er gjort for
at finde frem til en norm for en legepladsenhed pr. barn, men det er vidt forskellige resultater,
man kommer til gennem de forskellige undersøgelser — bilag 13 j —.
Ét er imidlertid at beregne legepladsernes arealbehov, et andet at udforme og
udstyre legepladserne, så børnene bryder sig om at komme der og føler sig hjemme.
Her spiller legepladslederordningen en meget stor rolle.
Allerede fra dette århundredes begyndelse har Legepladsforeningen i København
gennem den såkaldte „ordnede leg" gjort en værdifuld indsats for børnene. I de senere
år er foreningen gået over til hovedsagelig at udøve sin virksomhed i sommerferien, hvor
en række københavnske lærere og lærerinder daglig samler børnene til boldspil på de store
offentlige legepladser. Den økonomiske støtte hertil stammer væsentligt fra skolevæsenet.
Den egentlige og permanente legepladsledervirksomhed blev indført af kommunens
parkvæsen i 1938 på en del af de offentlige legepladser i København. Ordningen er stadig
blevet udvidet, og i 1952 fandtes legepladsledere på ialt 17 af de offentlige legepladser,
jfr. bilag 13 k. En tilsvarende ordning er indført i flere af vore større provinsbyer.
Legepladsordningen har dog ikke i Danmark opnået et tilsvarende omfang som
i Stockholm — 50 legepladser —, eller i Oslo — ca. 100 legepladser.
Der er ingen tvivl om, at et virkeligt forstående pædagogisk tilsyn på legepladserne
i høj grad øger en legeplads værdi. Som et eksempel på, hvad det betyder med en god
legepladsleder, kan man henvise til e i undersøgelse fra Amerika, hvor man i en storby
indrettede en ekstra fin legeplads med alt, hvad man kunne ønske sig. I den første tid
kom børnene i massevis og prøvede alt materiel. Senere dalede børnetallet til ca. en snes
stykker daglig. Da begyndte en frivillig uuddannet leder at gå derhen og lede børnenes
leg; børnetallet steg da til gennemsnitlig 75 om dagen. Den uuddannede leder fik sat
igennem, at byen ansatte en uddannet leder foruden den uuddannede, og nu steg antallet
af børn til ca. 400 om dagen.