FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

84
maskiner er dyre, og da langtfra alle de husmødre, der har sådanne maskiner, har mekanisk
snille nok til at kunne udnytte maskinernes mange egenskaber, er den tekniske side af
reparationsarbejdet i virkeligheden temmelig tilbagestående.
Der har i den seneste tid været forsøgt udlejning af symaskiner til ca. 15—20 kr.
månedlig — et enkelt sted til ca. 3 kr. pr. døgn. Udlejningsvirksomheden betyder imidlertid
en ret vanskelig transport og et meget bekosteligt eftersyn fra udlejning til udlejning.
Virksomheder, der tidligere har haft symaskineudlejning, er nu ophørt hermed, fordi omkostningerne
blev for store. Med tilstrækkelig robuste modeller kunne denne serviceform
måske opretholdes til glæde for enlige eller mindrebemidlede, der ikke selv havde symaskiner.
En symaskinefabrik, som fremstiller ret dyre symaskiner, der har mange tekniske
finesser, kræver, at man, førend man kan få lov til at købe en sådan maskioe, har gennemgået
et kort kursus i netop denne maskines behandling. Dermed sikrer firmaet sig, at
maskinerne fremtidigt bliver rigtigt udnyttet.
Det er en nærliggende tanke, om der i tilknytning til vaskehallerne, hvor husmødrene
(jfr. afsnittet om vasken) selv vasker deres vask ved hjælp af de derværende maskiner,
blev indrettet reparationsstuer, hvor de, inden vasketøjet blev taget hjem, kunne gå det
efter. I en sådan reparationsstue måtte der være et godt stort arbejdsbord, en symaskine,
der regelmæssigt blev efterset, en del aflåselige skabe til reparationstøj og syartikler, en
skræddersaks i en lang kæde, pressejern, metermål o. s. v. Tid skulle kunne bestilles forud
på samme måde, som man bestilte tid i vaskehallen.
Endnu er sådanne reparationslokaler ikke indrettet i forbindelse med nogen af
den halve snes hidtil opførte vaskehaller, men ved et par af de projekterede vaskehaller
indgår sådanne stuer i planerne. Reparationsstuerne vil ikke være særlig dyre i drift, når
de først er indrettet, selv når udgiften til lys og varme medregnes. Vanskeligheden består
måske særlig i, at slidet på symaskinen bliver forholdsvis stort, når flere mennesker deles
om den. Det er imidlertid så stor en del af den danske befolkning, der på skoler eller kursus
har lært at behandle en symaskine, at sagen skulle kunne lade sig realisere i praksis.
Det er udvalget bekendt, at man i et københavnsk ejendomskompleks har indrettet
sig således, at man hos varmemesteren mod en ringe betaling pr. time kan låne en symaskine,
en støvsuger eller en græsslåmaskine. Når man tænker på, hvor lille udnyttelsesgrad,
mange af hjemmenes mekaniske hjælpemidler har, er det indlysende, at det ville være en
fordel, om husmødrene: i højere grad kunne vænne sig til den fællesskabstankegang, hvis
styrke f. eks. det mindre landbrug forlængst har bevist.
I København og i næsten alle større provinsbyer er der i de senere år oprettet
„klippestuer" eller „håndarbejdsstuer", hvor husmødrene kan få vejledning og hjælp til
selv at skære og sy familiens tøj. Der gives hjælp både til forandringer, reparationer og
til at sy nyt tøj; i de 16 københavnske klippestuer har man den regel, at reparationer
har forret.
Stuerne er forsynet med symaskiner, strygebrædt og strygejern. De holder åbent
efter behov nogle aftener ugentlig, og de ledes af uddannede syersker. Klippestuerne er
meget søgt og viser sig at opfylde et stort behov.
Utallige kursus afholdes hver vinter landet over med specielt sigte på husmødre,
der ønsker at lære syning, tilskæring og måltagning „til husbehov".
Eleverne medbringer selv stof og andre symaterialer, og bestemmer selv, hvad de
vil sy. Mange husmødre kan nå på sådan et vinterkursus, hvis det er velledet, at sy størstedelen
af deres egen og børnenes garderobe. Når visse betingelser med hensyn til deltager-