FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

13
Selve måltiderne har sikkert i de fleste hjem faktisk en meget stor betydning
for familiens samvær. De må derfor også efter udvalgets mening normalt tilhøre privatlivet.
Alligevel kan en husstand af og til have brug for at spise ude under jævne former.
Indretning af billige familiespisesteder i byernes boligkvarterer bør sikkert støttes.
Den almindelige madlavning hjemme kunne i mangfoldige tilfælde lettes betydeligt
(og samtidig forbedres) ved enklere kostvaner og ved større brug af de efterhånden talrige
industrielt fremstillede halv- eller helfærdige madvarer, der kan købes i butikkerne. Også
indkøbene ville lettes derved. Brugen af disse varer ville utvivlsomt stige meget, hvis producent-
og forbrugerorganisationerne i forbindelse med en effektiv kvalitetskontrol og
mærkning optog et større oplysningsarbejde på dette område.
Indkøbene, der navnlig for den udearbejdende husmoder kan være et stort problem,
kan derudover lettes betydeligt ved en rationalisering af butikssystemet, der jo må betragtes
som en udpræget kollektiv foranstaltning. Den udvikling hen imod nye butiksformer,
selvbetjeningsbutikker og salgshaller, som er begyndt i de sidste år, har hidtil mødt stor
træghed både hos detailhandelens myndigheder og dens enkelte „laug". Udvalget kan stærkt
anbefale den af handelsministeren bebudede revision af de gældende samhandelsbestemmelser.
Den bør omfatte også beslægtede forskrifter for detailhandelen.
Desuden kan der ved hjælp af den byplanlægning, der nu foretages landet over,
i mange tilfælde sikres en mere hensigtsmæssig placering af butikkerne i forhold til befolkningens
boliger. Udvalget henstiller til kommunerne og boligministeriet, at disse muligheder
udnyttes i højere grad, end tilfældet er.
Opbevaringen af fødevarer er i første række et sundhedsproblem (der forøvrigt i
mange lejligheder er løst meget slet), men har også betydning for en rationel husførelse.
I landdistrikterne er der i løbet af det sidste årti gennemført en revolutionerende
forbedring på dette felt ved opførelsen af et stort antal fællesfryserier — de fleste på andelsbasis.
Over to trediedele af landhusholdningerne anvender nu nedfrysning af fødevarer.
I byerne synes kun mellem 15 og 20 pct. af husholdningerne at have køleskab eller
isskab. Selv i nyere bebyggelser indrettes køleanlæg kun i begrænset omfang.
Udvalget mener, at boligministeriet bør overveje at stille krav om sådanne anlæg
i alt byggeri med statslån, idet de bør anses som standardudstyr.
Både på landet og i byerne synes udviklingen at gå henimod fryse- eller køleanlæg,
der hører til den enkelte husholdning. Udvalget finder, at denne udvikling bør støttes af
staten bl. a. ved importlettelser og ved byggelångivningen.
Spørgsmålet om køkkeners hensigtsmæssige størrelse og indretning i forhold til
den foran nævnte udvikling er gennemgået i hovedtræk af udvalget, men bør underkastes
en nærmere undersøgelse.
Tøjets opbevaring, vask og vedligeholdelse (kapitel 9—10).
Det er endnu for tidligt at afgøre, om de nye syntetiske tekstiler, nylon, perlon
o. s. v. vil føre til en gennemgribende ændring af husholdningernes tekstilforråd og tekstilbehandling.
Der bør derfor vises nogen forsigtighed overfor meget langvarige investeringer
i fællesanlæg til vask og tøjreparation, bundet til en bestemt teknik.
På den anden side kan visse vaskeformer og -anlæg i dag med sikkerhed betegnes
som forældede og bør rationaliseres. Udvalgets undersøgelser fastslår, at den gammeldags
vaskekælder med gruekedel og vaskebrædt pålægger husmoderen et urimelig hårdt
arbejde, og det fælles maskinvaskeri er både billigere og lettere og kun kræver en beskeden
merinvestering. Storvask i en husholdningsvaskemaskine er dyrere både i anlæg og drift.