FÆLLESANLÆG TIL LETTELSE AF HJEMMETS ARBEJDE

54
Det vil af det nævnte fremgå, at mange af de indvendinger, som husmødrene
fremfører mod at have større varelagre, kan imødegås. Det bliver imidlertid antagelig først,
når de handlende begynder at give virkelig betydelige kvantumsrabatter, at denne — også
for de handlende — gunstige udvikling kommer i gang.
Indkøbsproblemet er for en stor del et planlægning'sproblem.
Husmødrene kan hjælpe hinanden. Som allerede nævnt har indkøbsturene forskellige
formål for de forskellige kunder, og førend der gøres store ændringer i butikshandelen,
bør man gøre de hjemmeværende husmødre opmærksomme på, at de er de nærmeste
til at hjælpe de udearbejdende. Dette kan de gøre ved at foretage indkøb, konsultationer
hos læger og tandlæger, besøg hos frisører, i banker, sparekasser, biblioteker, apoteker o. s. v.
i den almindelige arbejdstid og aldrig efter kl. 15,30.
Den, der laver en liste over indkøbene (ordnet efter butikkernes beliggenhed på
strækningen), kan foretage sine indkøb på langt kortere tid end den, der bruger ekspedienternes
og de ventendes tid til at bestemme middagsmaden undervejs, ved ikke at kunne
huske, om der var mere, hun skulle have, ved at vælge flere varer, medens ekspedienten
tæller regningen sammen osv. osv. I de tilfælde, hvor huskesedlen er skrevet så tydeligt,
at ekspedienten kan få den i hånden, behøver denne kun at foretage een tur ud på lageret
i stedet for flere. Ordet „diskenspringer"' vender i virkeligheden sin brod mod den uforberedte,
forvirrede kunde. For den, der vil udarbejde en indkøbsplan, vil der altid være
tid nok hertil i en sporvogn, i et venteværelse, i toget eller i en frokostpause.
På restauranter har man smørrebrødssedler. Måske burde mange handlende fremstille
sådanne til ophængning i køkkenerne, således at husmødrene hjemme kunne komme
i tanker om, hvad de manglede.
Butiksnettets indretning.
Butikkernes beliggenhed i byplanen.
Den byplanlægning, som alle danske byer med mere end 1 000 indbyggere nu
underkastes, tager også sigte på at indrette dem hensigtsmæssigt, hvad butikker angår.
Kommunalbestyrelserne tilstræber — mere eller mindre — at danne eller omdanne byerne
således, at de kommer til at bestå af et antal bydele, der hver for sig rummer erhvervskvarterer,
boligkvarterer og et lokalt centrum, men samtidig har god trafikforbindelse med
hverandre og — navnlig — med bymidten.
En sådan indretning af en by giver god mulighed for et ordnet og bekvemt net af
butikker. I hvert boligkvarter vil der som regel være basis for en eller flere små samlinger
af de mest benyttede mindre dagligvarebutikker, såsom ismejeri, brødudsalg og købmand.
I bydelscentret skulle kunne trives mindre udvalgsvarebutikker og større og velforsynede
dagligvarebutikker af alle arter. Og i bysamfundets midte skulle — foruden dagligvarebutikker
for bymidtens beboere — kunne findes de større udvalgsforretninger og specialbutikker.
Denne differentiering af butikkerne, der forekommer ret selvfølgelig, er allerede af
sig selv opstået mange steder, omend den tit er forflygtiget på grund af en planløs byudvikling
og bykvarterernes tilfældige udbygning. Ved byplanlægning er det muligt at støtte
differentieringen på flere måder.