De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

egler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring af en
ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter
valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem
i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse“ (stk. 2). Det er
ifølge grundloven anskuelser blandt vælgerne, der skal „spejles“ af vælgernes
repræsentanter i Folketinget. Selv om grundloven ikke omtaler partier,
gør valgloven, og i praksis foregår denne holdningsrepræsentation ved, at
partiers forholdsmæssige tilslutning i befolkningen omsættes til partiernes
tilstedeværelse i Folketinget i samme forhold. Den opgave løser den danske
valgordning temmelig præcist om end ikke særlig enkelt (Elklit, 2001).
Som dokumenteret ovenfor i kapitel 2, resulterer denne forholdsvis præcise
proportionale partimæssige repræsentation i Folketinget på ingen måde
i en repræsentation af den danske befolkning, som den ser ud på en række
sociale dimensioner. Spørgsmålet om, hvorvidt Folketingets sociale sammensætning
har konsekvenser for folketingsmedlemmernes holdninger,
opfattelser og adfærd og dermed Folketingets funktionsmåde og politiske
beslutninger, er netop emnet for nærværende undersøgelse.
Vedrørende det andet centrale spørgsmål om, hvordan repræsentanten
„skal handle på vegne af“ de repræsenterede, så foreskriver grundloven
regelmæssige valg (§ 32) som i repræsentationsteoretisk lys er et middel til
at sikre ansvarlighed og lydhørhed. Endvidere hedder det i Grundlovens
§ 56, at „Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning
og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere“. Hermed afvises forestillingerne
om et bundet mandat til de folkevalgte fra deres vælgere. Paragraffen
fastslår ifølge Zahle (1999) det enkelte folketingsmedlems uafhængighed
og kan fortolkes som støtte til en repræsentationsopfattelse, der tilsiger, at
folketingsmedlemmernes rolle er at tilgodese det almene vel og ikke de
særinteresser, der har medvirket til det enkelte medlems valg. Bestemmelsen
betyder bl.a., at et folketingsmandat ikke kan tilbagekaldes af vælgerne, og
at et folketingsmandat ikke tilhører det parti, som et folketingsmedlem er
valgt for. Et folketingsmedlem skal dermed ikke forlade Folketinget, hvis
han/hun selv forlader eller bliver ekskluderet af sit parti. Paragraffen sikrer,
at det pågældende folketingsmedlem kan blive siddende i Folketinget
valgperioden ud (men sikrer selvsagt ikke, at partiet så fortsat ønsker at
opstille vedkommende). Grundloven kan siges hermed at støtte en Burke’sk
repræsentationsopfattelse om et frit mandat: At nok er man valgt lokalt,
men når man er valgt, er det med henblik på at tilgodese almenvellet ud
fra ens eget skøn om, hvad det så vil sige. Spørgsmålet om, hvordan for-
106