De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

politiker og Folketinget som institution, kan meget vel koste i forhold til
legitimeringsopgaven.
Risikoen for, at mange politikere taler om politik i et sprog, der er fremmed
for store grupper af befolkningen, er til stede, og risikoen stiger, jo
mere hvervet som folkevalgt professionaliseres. Ud fra en legitimeringssynsvinkel
er det mere tvivlsomt, om vi har de rigtige politikere.
D i l e m m a e r og re f o r m e r
Rekrutteringsmønsteret til Folketinget både producerer og blotlægger
et dilemma. De indvalgte politikere udgør i forhold til befolkningen en
uddannelsesmæssig elite. På den ene side har de folkevalgte vidensmæssige,
sproglige og kulturelle ressourcer, der er god brug for i det politiske
arbejde. På den anden side risikerer samme kvalifikationer at bidrage til,
at politikerne fjerner sig fra befolkningen både på grund af deres politiske
synspunkter og måske især deres politiske stil. Eller man kan formulere
det på den måde, at på grund af videnskabeliggørelsen, medialiseringen
og internationaliseringen af politikken bliver kommunikations- og legitimeringsopgaven
i fremtiden både vigtigere og sværere.
Der er ingen nem vej ud af dilemmaet – det er derfor, der er tale om et
dilemma og ikke „bare“ et problem – og spørgsmålet er, hvilke muligheder
politikerne har til rådighed for at mindske den potentielle kommunikationskløft
mellem dem og befolkningen. Her skal afslutningsvis diskuteres
to reformforslag, der kunne være beskedne bidrag til at mindske kløften
mellem politikere og vælgere, og hvor politikerne kunne tage initiativet.
Det første reformforslag lyder på, at politikerne som et modtræk til medialiseringen
af politikken gennem lovgivning og offentlig støtte sikrer sig en stærk
elektronisk og trykt presse med klare public service-forpligtelser. Analysen har
vist, at politikerne har et anstrengt forhold til medierne, som de synes har alt
for meget magt, dækker deres politiske virke for lidt og for dårligt, og hvis
nyhedskriterier de generelt finder kritisable. Der er ikke noget, der tyder på,
at liberaliseringen af medierne ændrer på dette forhold. Tværtimod. Hvis
politikerne troede, at en liberalisering af medierne og øget konkurrence
ville medføre ikke bare flere medier og bedre adgang til dem, men også
øget mangfoldighed i den journalistiske tilgang, en mindre kritisk indstilling
til politikerne, bedre adgang til at forklare sig og generelt bedre forhold
for den politiske dialog og offentlighed i samfundet, så har de forregnet sig.
Som diskuteret i kapitel 7 har liberaliseringen og konkurrencen resulteret
261