De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

minister skal tage alvorlig. Ministrene finder endvidere ikke behov for at
styrke de menige folketingsmedlemmer i nær samme grad, som folketingsmedlemmerne
gør. Så noget tyder på, at både rollen som minister og rollen
som folketingsmedlem præger opfattelserne af magten i Folketinget.
Hvis man nu undersøger, hvorvidt forskellige kategorier af folketingsmedlemmer
vurderer magtforholdene i Folketinget forskelligt, så er hovedkonklusionen,
at der kun er få forskelle (tallene ikke vist) 2 . Fælles erfaringer
og vurderinger kommer tilsyneladende af selve rollen som parlamentariker.
Den største forskel i vurderingen er, at kvinderne generelt vurderer de
menige folketingsmedlemmer, partigrupperne og ordførernes indflydelse
højere end mændene, hvilket kunne fortolkes som, at de i højere grad end
mændene tror på „basis’“ indflydelse overfor ledelsen (partileder, partigruppeleder,
ministre og generelle politiske ordfører). Og når det kommer
til vurderingerne af, hvordan det burde være, så skiller kvinderne sig igen
ud ved klart at ønske „basis“ styrket mere. En lignende skillelinje findes
mellem højre og venstre. Højrefløjen ønsker partilederne, ministrene og
de generelle politiske ordførere styrket – altså en centralisering af magten
inden for partigrupperne – medens venstrefløjen ønsker basis styrket.
R E P R Æ S E N TATI O N S A D F Æ R D
Repræsentation handler ikke alene om repræsentationens fokus (hvem der
repræsenteres) og om repræsentationens stil (hvordan repræsentanter vælges,
og hvor bundet eller frit de må agere). Repræsentation handler i høj grad
også om, hvad repræsentanterne gør i mere praktiske termer. Og på grund
af den centrale placering partigrupperne tildeles af folketingsmedlemmerne
i deres vurdering af magtforholdene i Folketinget, påkalder det sig særlig
interesse, hvad der sker i gruppemødet. Derfor skal i det følgende nogle
få aspekter af denne problemstilling omtales (en grundig beskrivelse og
analyse af partigrupperne i Folketinget – deres organisationsprincipper,
arbejds- og beslutningsformer – henvises til Henrik Jensen (2002)). De fleste
folketingsgrupper holder møde hver dag Folketinget arbejder, og gruppemøderne
opfattes af de fleste folketingsmedlemmer som „knudepunktet“
for dagen. Det er her, der foregår den helt afgørende koordinering af
synspunkter og opgaver, der sætter grupperne i stand til både at have en
udstrakt arbejdsdeling og så alligevel ved afstemninger og forhandlinger at
kunne optræde samlet. På gruppemødet gennemgås Folketingets dagsorden
og det fastlægges her formelt – i reglen efter indstilling fra gruppens ordfører
115