De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

Til gengæld er det i midterpartierne, at man bekymrer sig om en mulig
fremvækst af yderliggående politiske bevægelser. De har netop som en del
af deres ideologiske univers og eksistensberettigelse at holde de politiske
fløje og yderligtgående partier uden for indflydelse. Men det ideologiske
mønster er alt i alt ikke så klart.
Hvis vi også her inddrager de sociale faktorer sammen med de ideologiske
faktorer i forsøget på at forklare bekymringerne vedrørende det politiske
system i fremtiden – jf. tabel 4.7 – får vi bekræftet, at ideologi her ikke
spiller den samme rolle som forklaringsfaktor som ved risici-perception
vedrørende samfundsudviklingen. Venstrefløjen er mere bekymret for
internationaliseringen af finansmarkederne, europæiseringen, udviklingen
af politisk ligegyldighed og risikoen for fremkomsten af for stærke ledere
end højrefløjen.
De fleste sociale faktorer i modellen bidrager ikke ret meget til forklaringen
af risici-perceptionen, og nogle af resultaterne lader sig kun vanskeligt
fortolke i et socialiseringsperspektiv. Det er f.eks. ikke indlysende, hvad
der i kvindernes baggrund skal forklare, at de tilsyneladende er mindre
bekymrede for stigende indflydelse til finansmarkedet (internationalisering)
og stigende indflydelse til EU (europæisering) end de øvrige. Generelt er
kvinderne i samfundet mere skeptiske over for EU, men det gælder altså
ikke for de folkevalgte. At folketingsmedlemmer med arbejderbaggrund
skulle bekymre sig mindre om finansmarkedernes indflydelse end de øvrige
medlemmer, lader sig heller ikke uden videre forklare. I et socialiseringsperspektiv
giver det derimod nok mening, at folketingsmedlemmer med
organisationserfaring er bekymrede for kortsigtede løsninger og tiltagende
populisme. Interesseorganisationer repræsenterer netop stabile interesser,
der vedholdende søges varetaget ofte med indsættelse af mange ressourcer
og omfattende ekspertise. Med den baggrund forekommer den politiske
debat og beslutningsproces i parlamentet formodentlig nemt populistisk og
kortsigtet. At djøf’erne ikke er så bekymrede som de øvrige kategorier af
folketingsmedlemmer for journalisternes magt, kan i et socialiseringsperspektiv
fortolkes på den måde, at djøf’erne mere end andre føler, at de har
ressourcerne til at håndtere pressen og journalisterne.
Det er imidlertid effekten af høj anciennitet, der påkalder sig opmærksomhed.
De folkevalgte med høj anciennitet er på flertallet af parametre
mindre bekymrede end folkevalgte med lav anciennitet. Det tyder på, at der
i Folketinget sker en socialisering, der bidrager til mindre bekymring til det
politiske system. Nøgleordet ud fra risici-perceptionsteori er tillid. Meka-
157