De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

vedrørende dette. Se endvidere også Hagevi, 2000). Her spiller individuelle
ønsker, anciennitet, loyalitet og praktiske forhold ind. Der er 17 medlemmer
i de fleste af Folketingets stående udvalg, og antallet af pladser, som det
enkelte partier tildeles i hvert udvalg, afhænger af partiernes størrelse. I de
små partigrupper må hvert medlem ofte alene varetage flere udvalgsmedlemskaber
og ordførerskaber. Her gælder det ifølge gruppemedlemmerne
om ikke at få for mange ordførerskaber. De store partigrupper har mellem
to og fem medlemmer i de stående udvalg. Ordføreren er her i reglen også
koordinator for partigruppens interne arbejdsgruppe på området. I de
store partigrupper er der således mere rift om ordførerskaberne, og ikke
alle kan regne med at få ordførerskaber på brede og vigtige områder. Så
folketingsmedlemmerne konkurrerer i et vist omfang om at få sæde i de
mest eftertragtede udvalg og om de mest eftertragtede ordførerskaber. Af
tabel 2.14 fremgår, at ca. 60 pct. af folketingsmedlemmerne har ordførerskaber
på politiske hovedområder, og tabel 2.15 viser, at i de små partier
har alle ordførerskaber, men i de to store partier S og V har kun ca. 40 pct.
af gruppemedlemmerne vigtige ordførerskaber.
Medlemskab af gruppeledelsen kan opfattes som „trædesten“ på karrierevejen
for folketingsmedlemmer. I analysen her er der sondret mellem på den
ene side at være medlem af gruppeledelsen defineret bredt som gruppeformanden,
næstformanden, den politiske ordfører, sekretæren i folketingsgruppen
og medlemmer af folketingsgruppens bestyrelse i øvrigt, og på den
anden side medlem af gruppeledelsen defineret smalt som gruppeformanden,
næstformanden og den politiske ordfører. Som det fremgår af tabellerne
2.14 og 2.15, så er der i sagens natur færre folketingsmedlemmer, der har
disse positioner, og igen er det langt sværere at komme i betragtning til
disse poster i de store partigrupper end i de små.
Endelig er der ministerposterne. I perioder hvor regeringsmagten skifter
mellem partierne, har mellem en femtedel og en fjerdedel af Folketingets
medlemmer erfaringer fra ministerposter. Her afhænger sandsynligheden
for at blive minister i høj grad også af, fra hvilken partigruppe medlemmerne
kommer. Og her er det ikke størrelsen, men partiets politiske placering
i forhold til regeringskonstellationer, der er afgørende.
Hvilken social og erfaringsmæssig profil har nu indehaverne af de forskellige
poster? Lad os begynde med den vigtigste af elitegrupperne, nemlig
ministrene. Som det fremgår af tabel 2.16, afviger gruppen af folketingsmedlemmer
med ministererfaring på en række dimensioner betydeligt fra
de øvrige medlemmer af Folketinget. Nuværende og tidligere ministre er i
60