De folkevalgte – en analyse af folketingsmedlemmernes sociale ...

tisk problem på en måde, så den tiltaler nogle og (sandsynligvis) frastøder
andre. Det, der er paradokset, og det, der lænker repræsentation og interesser
uløseligt sammen, er, at det en repræsentant siger, når han/hun taler på
vegne af dem, han/hun repræsenter, ikke er, og i praksis ikke kan være de
repræsenteredes egne ord. Det er tværtimod ord, som repræsentanten har
formuleret, og som han/hun til at begynde med bruger til at overtale de
repræsenterede til at lade sig repræsentere af ham/hende. Så når interesser
konkretiseres på en måde, så de kan få praktisk betydning i en politisk
proces, er vi allerede på vej ind i en repræsentationsproces. Repræsentation
tilhører således den helt centrale kerne i politik, og politik lader sig ikke
forstå uden et begreb om repræsentation (Stone, 1988:166-171).
Når vi ønsker at analysere de folkevalgte, hvad de står for, hvad de
mener, og hvad de gør, er der således alt mulig grund til at begynde med
at analysere deres repræsentationsopfattelser. Så centrale spørgsmål i det
følgende er, hvordan medlemmerne af Folketinget definerer deres job som
repræsentant, dvs. hvem de selv mener, de repræsenterer (fokus), og hvordan
de repræsenterer (stil, strategi).
R E P R Æ S E N TATI O N S F O K U S O G
F O L K E T I N G S MED L E M MERNE S J O B D E F I N I T I O N
Hvad skal vi nu ud fra repræsentationsteori forvente os i vores analyse af
danske folketingsmedlemmers repræsentationsopfattelser? Vi skal forvente
at finde flere repræsentationsopfattelser både i forsamlingen som helhed og
hos den enkelte parlamentariker. Vi skal således forvente at finde folkevalgte,
der først og fremmest ønsker at repræsentere deres parti, andre der ønsker
at repræsentere enkelte vælgere, der har henvendt sig med problemer, og
atter andre der ser sig som repræsentant for valgkredsen eller forskellige
særinteresser. Og vi skal forvente at finde folkevalgte, der ønsker at repræsentere
flere ting på en gang.
Hvad skal vi forvente af forklaringer på forskellige repræsentationsopfattelser
hos de folkevalgte? Inden for herværende bogs socialiseringsteoretiske
ramme, kan vi søge forklaringer tre steder. Første „sted“ er parlamentet,
dvs. hvad alle folketingsmedlemmer lærer og socialiseres til som medlem af
Folketinget. I givet fald ville man forvente en meget ensartet opfattelse af
repræsentation hos de folkevalgte, og at medlemmer med høj anciennitet i
Folketinget på en række punkter har fælles repræsentationsfokus. Det andet
„sted“ er partierne, dvs., at der ved valg af partipolitisk og ideologisk ståsted
90